Projekt Udsat – Postludium
(Når man nu selv skal lægge fliserne, kan man jo ligeså godt sende en hyldest til 2730 Herlev:-)
Projektet er nu overstået og vi er alle hjemvendte fra Indien i god behold. Tredje halvleg er nu gået igang for Philip, men også for mig. Philip skal nu se om han kan udleve de mål han har sat sig i Indien og jeg skal forsøge at finde hoved og hale i det hele for at finde ud af hvad vi gør nu. Det gælder både i forhold til Philip og på et lidt større og måske politisk plan. Der skal evalueres på turen. Hvad gjorde jeg forkert, og hvad gjorde jeg rigtigt – og hvad ville jeg have lyst til at gøre igen?
Jeg er idealist, men jeg er også realist og jyde af oprindelse
Har det været godt? Har det været en succes? Har mange allerede spurgt og mit svar har for det meste lydt: “Ja, det har været godt. Det har også været hårdt, men godt. Har det været en succes? Det afhænger af fra hvilken vinkel man ser det”.
Jeg er træt af at være i projekter, hvor alt bliver gjort til en succes, fordi det skal gøres til en succes. Succes er nemt at opnå, hvis man bare sætter lave mål. Jeg ønsker ikke at sætte lave mål med de ting jeg gør. Jeg ønsker at tænke stort og visionært. Lad os derfor bare gå i den anden grøft og sige at projektet ikke har været en succes – for alt er ikke lykkedes, og alt vil ikke komme til at lykkes.
“Jeg tænker anderledes nu”, sagde han den sidste aften i Indien. “Tidligere troede jeg altid jeg havde ret og jeg ville ikke høre på andre, selv om jeg godt vidste nogen gange, at jeg ikke havde ret. Men nu kan jeg godt tage råd fra andre”
Omvendt så har jeg på to måneder været med til at skabe et forum for Philip, som har bragt ham et sted han aldrig har været før. “Jeg tænker anderledes nu”, sagde han den sidste aften i Indien. “Tidligere troede jeg altid jeg havde ret og jeg ville ikke høre på andre, selv om jeg godt vidste nogen gange, at jeg ikke havde ret. Men nu kan jeg godt tage råd fra andre”.
I to måneder har Philip ikke røget hash eller lavet kriminalitet. Sidst der har været en periode på to måneder uden den slags ligger mere end 2-3 år tilbage. Samtidig med at vi var i Indien har hans mor også fået ro til at komme på benene igen og da hun kom ned og besøgte os de sidste 11 dage i Indien, havde hun ikke rørt piller eller alkohol i to måneder. Hun havde tabt sig 12 kg, fået farven tilbage i ansigtet sammen med troen på livet. Da de to mødte hinanden i Indien var det første gang i flere år, at de stod overfor hinanden uden den ene eller anden var fuld, stiv, høj, syg eller bagskæv.
Philip har også på to måneder præsteret at læse og skrive mere end han har gjort de sidste to år tilsammen. Derudover er hans engelsk kundskaber blevet væsentligt forbedret, samtidig med, at han har fået en livslæring og hundredevis af aha-oplevelser, som mange “velfungerende” danskere på både 30 og 50 år kunne have så rigeligt brug for.
Set i det lys, og derudover holder det op imod, hvor mange penge der er blevet brugt på ham i forskellige tilbud de sidste mange år, så lad os da bare kalde det en lille succes, omend jeg ikke bryder mig om ordet.
Jeg er idealist, men jeg er også realist og jyde af oprindelse. Jeg har hele tiden vist, at der på et tidspunkt ville komme en tredje halvleg, hvor der skulle arbejdes videre på opholdet i Indien. Pessimisterne står klar til at dømme Philip tilbage i det gamle liv og det er der i sandhed også god grund til at tro på vil ske – for hvem er der til at trække ham mod det gode liv.
Du og jeg er sikkert blandt de såkaldte ‘pisse priviligerede’. Vi har venner og familie nok, der viser vej og måske ovenikøbet opmuntrer os og giver os troen på, at vi kan udrette noget stort i vores liv og andres.
Du og jeg er sikkert blandt de såkaldte ‘pisse priviligerede’. Vi har venner og familie nok, der viser vej og måske ovenikøbet opmuntrer os og giver os troen på, at vi kan udrette noget stort i vores liv og andres. Vi er så priviligerede, at vi måske endda er begyndt at føle os hævet over de skarn og uvorne unger der præger nutidens mediebillede. “De må jo tage ansvar for deres liv”, siger vi, kloge og møgforkælede som vi er. Det vi synes at fortrænge i et splitsekund er, at der højst sandsynligt ikke er mange til at fortælle disse skarn, at det er deres liv og deres valg. I hvert fald ikke mange som de respekterer, for den sure mand på cyklen med den løftede knytnæve, og læreren der sender den unge uden for døren for at lære ham en lektie – de tæller ikke med. Så ja, der er grund til pessimisme, for der er meget, der trækker i den forkerte retning.
Her er det så optimismen falder på et meget tørt sted, for hvad skulle vi da ellers gøre? Jeg håber at kunne repræsentere optimismen i tiden der følger nu, for det er der brug for. Jeg ved det vil blive hårdt, for modstandere er der nok af, men grunden til at jeg tør være optimistisk er, at jeg nu har et udganspunkt på to måneder, som jeg kan arbejde videre ud fra. Et udgangspunkt, som aldrig ville kunne opstå inden for landets grænser og som derfor skylder en stor tak til det vanvittige land Indien, og Sewa Ashram og alle de fantastiske mennesker der.
‘Projekt Udsat’ er slut, men arbejdet fortsætter både i det store og i det små. Tak for din tid.
– Ape
Hala
25. december 2015
Hej:-)Det hele startede, da jeg sklule til at ge5 i ff8rste klasse. Jeg var tyk og lille, rattere sagt, jeg var en vinprop Hele skolen(lille skole, med kun 50 elever, den gang) mobbede mig, og selv le6rene sagde grimme ting om mig jeg brf8d sammen ve6r dag, jeg kom hjem fra skole, men mine fore6ldre te6nkte, at det nok bare var fordi de lige var ge5et fra hinanden. Jeg havde marit ve6r nat i ne6sten 3 e5r, indtil jeg blev indlagt pe5 OUH, hvor maritet blev til virkelighed.5 uger efter, kom jeg tilbage i skolen, og nu var det blevet ve6re, og i ff8lge le6rene var jeg:tyk,grim,en ske6nsel, uklog, dum i le5get, lugtede af tis, OSV.- og i ff8lge elverne: en luder, en mf8g so, tyk, grim, glam, fatsvag, en taber, en ko,spasser,gris OSV.Da jeg kom i femte, blev det for meget!- jeg ville bege5 selvmord, en uge efter sommer ferien, blev jeg indlagt igen pga. Jeg havde store smerter i hele min krop. Le6gerne fandt ud af, at det var en spise forstyrelse, og kraft. Efter et halv e5r i femte klasse flytter jeg skole, jeg bliver mere og mere lykkelig, glader, og en del pe6nere. Da jeg sklule starte her, efter sommerferien, i syvende klasse, ser jeg en, ste5 inde i klassen.-hende der havde mobbet mig mest den dag, i dag, lever jeg et fantastisk liv!- jeg har ke6mpet min kamp, igennem spise forstyrelsen, og jeg jeg vandt den!<3 jeg har fe5et en undskyldning fra de fleste, og har ne6sten tilgivet dem ;) jeg ste5r model flere gange om e5ret, og for afvide at jeg er smuk, ve6r dag. Og le6gerne sendte et brev for et e5r siden, hvor der stod at jeg ikke havde kraft afligevel, men at de bare havde taget fejl. God nok kommer jeg til at leve med to ar for livet.- et pe5 min sje6l og et 1 cm fra pulsen, pe5 mit he5ndled. Mange sf8de og ke6rlige hilsner fra mig af:-)