Projekt Udsat – Postludium

(Når man nu selv skal lægge fliserne, kan man jo ligeså godt sende en hyldest til 2730 Herlev:-)

Projektet er nu overstået og vi er alle hjemvendte fra Indien i god behold. Tredje halvleg er nu gået igang for Philip, men også for mig. Philip skal nu se om han kan udleve de mål han har sat sig i Indien og jeg skal forsøge at finde hoved og hale i det hele for at finde ud af hvad vi gør nu. Det gælder både i forhold til Philip og på et lidt større og måske politisk plan. Der skal evalueres på turen. Hvad gjorde jeg forkert, og hvad gjorde jeg rigtigt – og hvad ville jeg have lyst til at gøre igen?

Jeg er idealist, men jeg er også realist og jyde af oprindelse

Har det været godt? Har det været en succes? Har mange allerede spurgt og mit svar har for det meste lydt: “Ja, det har været godt. Det har også været hårdt, men godt. Har det været en succes? Det afhænger af fra hvilken vinkel man ser det”.

Jeg er træt af at være i projekter, hvor alt bliver gjort til en succes, fordi det skal gøres til en succes. Succes er nemt at opnå, hvis man bare sætter lave mål. Jeg ønsker ikke at sætte lave mål med de ting jeg gør. Jeg ønsker at tænke stort og visionært. Lad os derfor bare gå i den anden grøft og sige at projektet ikke har været en succes – for alt er ikke lykkedes, og alt vil ikke komme til at lykkes.

“Jeg tænker anderledes nu”, sagde han den sidste aften i Indien. “Tidligere troede jeg altid jeg havde ret og jeg ville ikke høre på andre, selv om jeg godt vidste nogen gange, at jeg ikke havde ret. Men nu kan jeg godt tage råd fra andre”

Omvendt så har jeg på to måneder været med til at skabe et forum for Philip, som har bragt ham et sted han aldrig har været før. “Jeg tænker anderledes nu”, sagde han den sidste aften i Indien. “Tidligere troede jeg altid jeg havde ret og jeg ville ikke høre på andre, selv om jeg godt vidste nogen gange, at jeg ikke havde ret. Men nu kan jeg godt tage råd fra andre”.

I to måneder har Philip ikke røget hash eller lavet kriminalitet. Sidst der har været en periode på to måneder uden den slags ligger mere end 2-3 år tilbage. Samtidig med at vi var i Indien har hans mor også fået ro til at komme på benene igen og da hun kom ned og besøgte os de sidste 11 dage i Indien, havde hun ikke rørt piller eller alkohol i to måneder. Hun havde tabt sig 12 kg, fået farven tilbage i ansigtet sammen med troen på livet. Da de to mødte hinanden i Indien var det første gang i flere år, at de stod overfor hinanden uden den ene eller anden var fuld, stiv, høj, syg eller bagskæv.
Philip har også på to måneder præsteret at læse og skrive mere end han har gjort de sidste to år tilsammen. Derudover er hans engelsk kundskaber blevet væsentligt forbedret, samtidig med, at han har fået en livslæring og hundredevis af aha-oplevelser, som mange “velfungerende” danskere på både 30 og 50 år kunne have så rigeligt brug for.
Set i det lys, og derudover holder det op imod, hvor mange penge der er blevet brugt på ham i forskellige tilbud de sidste mange år, så lad os da bare kalde det en lille succes, omend jeg ikke bryder mig om ordet.

Jeg er idealist, men jeg er også realist og jyde af oprindelse. Jeg har hele tiden vist, at der på et tidspunkt ville komme en tredje halvleg, hvor der skulle arbejdes videre på opholdet i Indien. Pessimisterne står klar til at dømme Philip tilbage i det gamle liv og det er der i sandhed også god grund til at tro på vil ske – for hvem er der til at trække ham mod det gode liv.

Du og jeg er sikkert blandt de såkaldte ‘pisse priviligerede’. Vi har venner og familie nok, der viser vej og måske ovenikøbet opmuntrer os og giver os troen på, at vi kan udrette noget stort i vores liv og andres.

Du og jeg er sikkert blandt de såkaldte ‘pisse priviligerede’. Vi har venner og familie nok, der viser vej og måske ovenikøbet opmuntrer os og giver os troen på, at vi kan udrette noget stort i vores liv og andres. Vi er så priviligerede, at vi måske endda er begyndt at føle os hævet over de skarn og uvorne unger der præger nutidens mediebillede. “De må jo tage ansvar for deres liv”, siger vi, kloge og møgforkælede som vi er. Det vi synes at fortrænge i et splitsekund er, at der højst sandsynligt ikke er mange til at fortælle disse skarn, at det er deres liv og deres valg. I hvert fald ikke mange som de respekterer, for den sure mand på cyklen med den løftede knytnæve, og læreren der sender den unge uden for døren for at lære ham en lektie – de tæller ikke med. Så ja, der er grund til pessimisme, for der er meget, der trækker i den forkerte retning.

Her er det så optimismen falder på et meget tørt sted, for hvad skulle vi da ellers gøre? Jeg håber at kunne repræsentere optimismen i tiden der følger nu, for det er der brug for. Jeg ved det vil blive hårdt, for modstandere er der nok af, men grunden til at jeg tør være optimistisk er, at jeg nu har et udganspunkt på to måneder, som jeg kan arbejde videre ud fra. Et udgangspunkt, som aldrig ville kunne opstå inden for landets grænser og som derfor skylder en stor tak til det vanvittige land Indien, og Sewa Ashram og alle de fantastiske mennesker der.

‘Projekt Udsat’ er slut, men arbejdet fortsætter både i det store og i det små. Tak for din tid.

– Ape

Skriv en kommentar

No Widgets Added Yet

Please add them in the WordPress admin page under Appearance → Widgets. The widget section is "projekt udsat".