Irak 2004 – Børnene i Karrada
Children of Iraq
Nede af en af sidegaderne fra Karrada street kan vi se en kirke, ikke det mest almindelige syn i Baghdad, så vi drejer fra hovedgaden. Koncentrationen af Ali Babas skulle efter sigende være større hernede, men det eneste vi kan se er unger, der løber rundt og leger. Carsten går med sit kamera i hånden, som hernede har en naturlig magnetisk tiltrækningskraft. Han stopper op og tager et billede af et af børnene, og inden for få minutter er han omringet, som var der en isbil parkeret ved siden af. Jeg hiver mit lille digitalkamera op for at sprede mængden, og give ‘fotografen’ lidt arbejdsro. En 12-årig knægt står ved siden af mig. Han taler overraskende godt engelsk og oversætter for de 30 andre børn med begrænsede engelsk kundskaber. “I worked for the American soldiers“, fortæller han med stolthed i stemmen.
En anden dreng har fået et godt øje til mit kamera. “You rich. Give me camera!” Jeg er glad for at han siger det med et smil og ikke er 2 meter høj. Gad vide hvordan han ville reagere, hvis jeg gav det til ham, tænker jeg.
De mange velvillige modeller er nu blevet foreviget, og vi går videre. Kun nogle få følger med og viser vej til kirken.
Kirken, som er en gammel katolsk kirke, er lukket, men ikke langt derfra ligger en anden, så vi trasker videre. Udenfor kirken står der en fyr og roder med sin VW model 77. Også denne kirke er lukket, da der var indbrud for nogle dage siden. “De stjal gulvtæppet og alt der kunne pilles ned“, fortæller han. “Det er muslimerne, der er problemet. Jesus var fred og kærlighed, men muslimer tror de kan slå ihjel, og plyndre og blive belønnet med en plads ved Allah og 40 kvinder.”
Jeg siger til ham at 40 kvinder da heller ikke er at gå i vejen for, men forsøger mest at gråtone hans sort/hvide syn. Jeg tror ikke Muthanna er enig i, at man ifølge Islam bare kan slå ihjel og blive belønnet for det, men det er jo verdenshistorien om igen. Mennesker som op igennem historien har brugt religion eller tro, som påskud for at gøre ting der i bund og grund var for egen vinding. Korstogene, konflikten i Nordirland og 11.september, som enkelte eksempler fra en endeløs række.
Tilbage på Karrada street går livet igen lidt hurtigere. En gang imellem ruller et par tanks op ad gaden hen imod 14.juli broen, som fører over til præsident paladset. Det var Præsident Paladset der blev forsøgt bombet den første aften vi var her i Baghdad, hvor jeg hørte et brag. Præsident Paladset eller området omkring kommer også med stor sandsynlighed til at danne base for Mellemøstens største ambassade, ejet af amerikanerne med ca. 3000 ansatte.
Mens vi står og venter på en burger ved en af de mange boder der ligger ud til vejen, kommer en mor gående med sine 4 børn. 3 piger og en dreng. Ikke noget særligt som sådan i det, men disse piger bærer pels, og er ikke klædt som gennemsnittet her i Karrada. Det er dog ikke kun min opmærksomhed de fanger. Flere drenge pifter efter dem, og da jeg spørger om jeg må tage et billede, opstår der en situation udsprunget af klasseforskelle, som jeg endnu ikke helt kan forstå til fulde. Måske en misundelse fra nogen, mod egne der har mere end de.
Læs mere fra Karrada: