Irak 2004 – Babylon Soldiers

Babylon Soldiers 29. januar 2004, Highway 6

“Why don’t you hire Qasim to take you to Babylon. He speaks English”.

Carsten havde fredag mødt Bassim, som havde en søn boende i Århus. Basim var utrolig taknemmelig for den måde Danmark havde modtaget ham, og da vi var danske ville han meget gerne hjælpe, så godt han kunne. Søndag ville vi have hyret ham til at køre os til Babylon, men han havde travlt, derfor foreslog han Qasim, så ville Qasim også tjene penge i dag, så han kunne forsørge sin egen og broderens familie. Vi sagde ja tak til forslaget, og forhandlede en pris på 30$ for turen, der varede ca. 2 timer hver vej.

Turen gik ikke helt som planlagt. I stedet for indgang til resterne af det gamle storrige Babylon, som nu er bevogtet af polakker, blev vi sendt til det første officielle pressemøde i Camp Babylon med den polske general, og andre vigtige officerer med viden om tilstandene i området.
“Vi tror alle på et frugtbart og nyt Irak i fremtiden, men det tager tid. Vær tålmodig! I vil se positive ændringer i løbet af de næste 6 mdr. TRUST ME!”
“Multinational Division Centre South(en koalitionsstyrke fra alle 25 medlemslande) arbejder side om side med det irakiske folk. Vi er ikke ‘combat-soldiers’, vi vil hjælpe. Det må blive spredt ud, her i Irak og i vores egne lande. Vi besøger skoler, vi genopbygger infrastrukturen, og vi gør hvad vi kan for at gøre vejene sikre, men vi undskylder for vejblokeringer. De er et nødvendigt onde.
Vi tror alle på et frugtbart og nyt Irak i fremtiden, men det tager tid. Vær tålmodig! I vil se positive ændringer i løbet af de næste 6 mdr. TRUST ME!”

-Disse var ordene fra den overordnet ansvarlige for et område dobbelt så stort som Danmark, beliggende lidt syd for Baghdad. Trust me!

Efterfølgende var der den obligatoriske spørgerunde, hvor verdenspressen kan komme til. Alt i alt mindede det om en diskussion på et lærerseminarium, hvor der bliver kastet rundt med en masse bløde værdier, som helt sikkert er gode og fornuftige, men som er svære at udføre i praksis. I Irak er man mange steder bagud på point allerede.

Udenfor presseteltet står Wilson og Webster. De er amerikanske soldater, og har lært hvordan man skal snakke så det lyder mest som det man hører i film. De er lidt oppe i 30’erne, og har erfaring fra en del andre krige. De er ikke hæmmet i deres udtalelser, som andre amerikanere vi har mødt. De kender deres værd og hæren på godt og ondt, så de har lært, hvordan man slanger sig rundt i den store camouflerede maskine, de kalder ‘the Army of the United States of America’. I Baghdad snakkede vi med 3 fra den nye generation. Navn; Michael, Daniel og Marshall. Alder;18, 19 og 20. Alle var de PFC’s eller Private First Class, hvis man ser bort fra at Marshall var blevet ‘fucked’, og hans opgradering fra Private til PFC var blevet væk i noget papirnusseri. For én var hæren ‘second choice’, da han ikke kunne blive professionel football player, for en anden var det hans største drøm og for den tredje, en tilsyneladende nem vej til penge og uddannelse. “With the money I earn here, I’m gonna take out 3 or 4 girls, and then put the rest in savings”.
Alle havde de skrevet minimumskontrakt på 3år. Tiden vil vise om de selv, eller hæren ønsker at forlænge.

Pressemødet er forbi, og Wilson og Webster har fået øje på en kvinde fra spansk tv. Mens jeg står og snakker med dem, ser de nærmest lige igennem mig og svarer i øst, når jeg spørger i vest. “Take a picture of her”, siger den ene til den anden. Carsten og jeg morer os kosteligt med de to amerikanere, så mens dele af verdenspressen får afklaret de sidste krøller af generalens tale, får vi lov til at joke med menneskene inde bagved de skræmmende amerikanske soldater. Også de er jo bare ganske almindelige mennesker på godt og ondt, og heller ikke de kan bebrejdes denne krig. “We just do our job!”

Tilbage til Irak 2004

Skriv en kommentar

No Widgets Added Yet

Please add them in the WordPress admin page under Appearance → Widgets. The widget section is "Udsat".