Irak 2004 – De Danske Soldater
De danske soldater 5. februar 2004, Amman
“De danske soldater laver ikke en skid!”
Det var hvad vi kunne læse i de danske aviser for en mds tid siden. Men som en af mine venner sagde, ville det da kun glæde ham, hvis det passede, i stedet for at de rendte rundt og skød på alt, hvad der bevægede sig.
I dag for præcis en uge siden, kiggede vi forbi den danske lejr i Qurnah, en times kørsel nord for Basra, for at se om vi kunne fange dem midt i deres siesta. Vi havde egentlig fået nej, til at kigge forbi, da vi forsøgte os via den formelle vej (tlf, e-mail osv), og en dansker i lejren havde på det kraftigste advaret os mod at komme via e-mail. En e-mail vi i øvrigt først modtog i Istanbul, og som indrømmet satte nogle tanker i gang. I mailen som var videresendt fra en af mine venner stod der blandt andet:
….Jeg vil derfor kraftigt advare dine venner mod det projekt… Irak er absolut ikke et turistland pt. For øvrigt regner det, der er mudder overalt og vejene er rimeligt ufremkommelige, medmindre man kører i noget terrængående. Så… ja. Mind dem om, at selvmord faktisk er ulovligt, men selvfølgelig vanskelig at forhindre….
Der er rigtig mange “carjackings” og kidnapninger af europæere, med mindre man er godt bevæbnet og har eskorte. Der findes ingen offentlige transportmidler (busser etc)………. jeg vil betragte det som noget nær “galematias” at møde irakerne på gaden. Ja, kke fordi jeg har noget imod dem, men situationen her i det sydlige Irak er meget kompleks med forskellige befolkningsgrupper, stammer, og religiøse forskelle. Irak er en “ny” (europæisk) opfindelse, og der er meget forskellige meninger om, hvad en iraker egentlig er… også blandt irakerne selv. (Har de en tolk med – der er ikke mange hernede der kan engelsk??)
Jeg vil derfor kraftigt advare dine venner mod det projekt… Irak er absolut ikke et turistland pt. For øvrigt regner det, der er mudder overalt og vejene er rimeligt ufremkommelige, medmindre man kører i noget terrængående. Så… ja. Mind dem om, at selvmord faktisk er ulovligt, men selvfølgelig vanskelig at forhindre. Du må gerne sende denne besked videre til ham.
Med den besked kunne vi så gå ud og nyde vores frokost i Istanbul.
“Der er besøg fra Danmark“!
En dansk soldat står ved indgangen til CIMIC, og råber op til en anden fyr i udkigstårnet bagved. Kl. er nu halv 8 og han har stået der siden kl. 2. Han tørrer næsen med jævne mellemrum. Han har ligesom jeg pådraget sig en let forkølelse. “Nå, hvor kommer I så fra“?
I Baghdad var vi igennem den topprofessionelle strukturerede amerikanske militærmaskine, hernede har de danske soldater heldigvis stadig en lidt afslappende, hygge attitude overfor to tilsyneladende ufarlige danskere. Tak for det.
Vi bliver sendt videre i hierarkiet og Majoren tager over, Bo står der på navneskiltet, andet ønsker han ikke at afsløre. Vi får et rundstykke med nutella og en dansk kop kaffe, og sætter os ud i morgensolen. Bo udspørger os om vores formål, og vi fortæller, hvordan vi mener at bomber og skyderier er tæt på ligegyldige begivenheder for en irakers hverdag, men at det i stedet er vand, elektricitet og sikkerhed, der spiller den altoverskyggende hovedrolle i Irak pt.
“Det er det I skal skrive om“, afbryder Bo. “For det er præcis det vi laver her”!
Bo er øverstkommanderende i den danske CIMIC afdeling. En civil militærenhed på ca 100 mand, der tager sig af projekter, som vedrører den enkelte iraker. I et område på størrelse med Fyn, hjælper de til med at bygge skoler, etablere vandforsyninger og andre dagligdags ting. Området i og omkring Qurnah har i gennem mange år været et af de allerfattigste i Irak, de har intet haft. Af den grund møder danskerne megen imødekommenhed og taknemmelighed fra de lokale. Alt der bliver etableret er en klar forbedring. Problemet nogen gange kan være at irakerne misforstår hjælpen, og uden egentlig at ville ødelægger projekterne for sig selv. Der har blandt andet været problemer med at der er blevet slået hul på vandrørene, så man hurtigere kunne få vand. Det medfører logisk nok at trykket svækkes i den anden ende, så alle ikke får vand. De forsøgte så at sætte vandhaner i der kunne åbnes og lukkes, men næste dag skulle vandhanerne findes på det lokale marked. Mange af disse misforståelser opstår, men det tager tid, og ingen ved hvor lang tid.
Til at hjælpe med at gennemføre disse projekter forsøger de sig med kontakt til de lokale sheiker i området. Der er mange sheiker i området. Nogen er overhoved for en familie, andre for titusindvis. I øjeblikket er de i gang med at implementere den gamle danske kommune model.
“Godt nok er man i Danmark ved at skifte den ud, men vi er altså også et skridt foran irakerne, når det kommer til demokrati. Vi har måttet kæmpe i 200år for at komme dertil, hvor vi er i dag. Det er ignorant at tro at demokrati, som vi kender det, kan opnås på et halvt år“, siger Bo.
Mens vi sidder og snakker med Bo, kommer der grønt lys fra Camp Eden, hovedkvarteret for de danske soldater der ligger 12km fra Qurnah. Vi siger tak for snakken, og bliver eskorteret af to jeeps til lejren. Abu Ali, vores chauffør er ikke meget for at køre ud på de små landeveje, der er jo Ali Babas, prøver han at forklare. Vores modsvar er, at det nok ville være det dummeste sted at opholde sig, eftersom der er 500 soldater lige i området. Abu Ali sætter lidt modvilligt Chevrolet’en i 1. og kører af sted.
Camp Eden
Camp Eden er hjemsted for 400 udsendte danskere. Camp Eden hedder den fordi man mener, at det var her i Qurnah at Edens Have lå. Der hvor Eufrat og Tigris mødes, står der i 1. Mosebog. Det sted er her i Qurnah.
Vi bliver hentet ved indgangen af Pressechef Kim Vibe, som kører os ind på området. Vi siger farvel til Abu Ali, og lover at være tilbage så vi kan nå at være i Baghdad inden solnedgang. Abu Ali hilser farvel, men kun med det ene øje. Det andet har fået øje på et Se & Hør, der ligger på jeepen ved de to danske vagter.
“Ja, der har været ekstremt mudret“, svarer Kim tilbage på vores info fra advarslen. “Da vi fandt de der “kemiske” granater var det rigtig slemt. Hele verdenspressen dukkede jo op, blandt andet et hold på 10 personer fra FOX TV, og det var noget af et syn at se dem blive slæbt med ud til stedet, hvor de lå. Pga. mudder måtte vi stoppe 2 km før, og så foregik resten af turen på gåben. Meget underholdende“.
Kim fortæller os lidt om det hele, om danskernes opgaver, og krydrer fra tid til anden med en god historie.
“En dag var en dansk patrulje på vej tilbage fra en opgave og bestemte sig for at lave et par rutine check på vejen hjem. De stoppede en bil, og gennemsøgte den. I Irak må du have 2 våben pr husstand, men du må ikke køre rundt med dem. De her soldater fandt så et gevær og konfiskerede det. Egentlig ikke noget særligt i det. Men da de så ville sende bilen videre, var der en af de 4, der havde siddet i bilen, der ikke ville stige ind. De tog dem så med på politistationen, og det viste sig at fyren, der ikke ville stige ind var en kuwaiter de andre havde kidnappet.
De fleste ting hernede lige nu er indbyrdes problemer mellem enkelte stammer. Typisk er det over småting, som en skudt ko, eller en pige der er løbet hjemmefra. I de tilfælde forsøger vi først at få sheikerne til at mægle, først derefter griber vi ind, hvis der er behov for det.
Saddam begyndte efter Golfkrigen at bygge noget af sin magt på de store stammer, som han tidligere havde frygtet, og det var også der han begyndte at kalde sig selv for Saddam Hussein ‘el Tikriti’. Den største sheik i vores område var en af Saddams håndlangere, og han hjalp med at slå Shia oprøret ned. Personligt har han nakkeskudt 13 inde på torvet i Qurnah. Ham fangede vi tilbage i august“.
Debatten om at danskerne ikke laver en skid tager han med ophøjet ro. Med sin attitude viser han at aviserne må skrive hvad de vil, soldaternes opgave her er at gøre hvad de bliver bedt om, og det forsøger de at gøre så godt som de kan.
Kl. er nu blevet halv 12 og Abu Ali står og tripper ved indgangen med en smøg i den ene hånd og et dansk Se & Hør i den anden. Kim har vist os rundt. Vi har set infirmeriet, hvor de fra tid til anden også har behandlet iraker. Vi har set de beslaglagte våben, som de jævnligt springer i luften. Dagen efter skal der springes en 500kg bombe i luften som ligger et stykke oppe af Highway 6, til sådan operation er hele styrken i gang. Vi har snakket lidt med nogle danske soldater, og en 25-års fødselar kommer forbi.
Alt i alt fik vi set det vi ville, så vi kunne få et personligt indtryk. Et indtryk som vi kan give videre til andre, og et indtryk som ikke pinedød skal udmøntes i en overskrift eller en kontroversiel historie. De danske soldater laver kun få nyheder, og heldigvis. Det er der mange irakere og pårørende i Danmark, der sætter pris på.