Irak 2004 – Jeff, en Eksiliraker
Da jeg finder Carsten igen går han og snakker med Jeff. De er på vej ned af en af sidegaderne, og jeg slutter trop. Jeff ligner en gennemsnitlig iraker, men der er noget, der øjeblikkeligt afslører ham som en iraker ‘less ordinary’. En dejlig nordengelsk accent.
“I live in Manchester, and I’ve lived there in 25 years, but I was born here in this neighbourhood“. Han betragter sig selv som en outsider, ligesom de 25 der sidder i den midlertidige irakiske regering. Dem giver han ikke meget for. Det er folk der har gjort karriere i udlandet og nu ser sit snit til at få gennemtrumfet egne interesser i det land der engang var deres. Folket kalder dem tyve, fortæller han, og det har han ret i, for det er ikke første gang, vi er stødt på dette statement. Hvis der var 1 Saddam før, er der nu 25 har folk sagt til os. Hvordan kan man forvente, at det irakiske folk, skal være fyldt med forventning for fremtiden med den viden.
Det er ikke vores liberale, demokratiske stil at straffe mennesker hårdere, for ting de gør forkert, siger amerikanerne. ‘But listen you’ve got to think Iraq, while you’re in Iraq’.
“Der er en simpel løsning på konflikten i Irak nu mellem irakerne og amerikanerne. Amerikanerne skulle indføre ‘martial law’, være langt hårdere end de er overfor folk der bryder loven. De ønsker ikke at være besættelsesmagt siger de. De ville bare befri irakerne for Saddam. Problemet er at irakerne ser en besættelsesmagt, men de ser ingen tiltag for at give irakerne en mere tryg hverdag. Under Saddam var der ingen narkotika i Irak, ingen AIDS, ingen der behøvede at kigge sig tilbage for at se, hvem der nu var på vej. Folk ønsker ikke Saddam tilbage, men de ønsker trygheden tilbage. Det er ikke vores liberale, demokratiske stil at straffe mennesker hårdere, for ting de gør forkert, siger amerikanerne. ‘But listen you’ve got to think Iraq, while you’re in Iraq’. Det vælter ind med udlændinge lige nu fra specielt Iran, men også mange andre arabiske lande, som ser deres snit til at gøre hvad de vil. Det er ikke irakere der bomber, som i sidste uge fx, hvor 23 irakere blev slået ihjel. Det er folk udefra.”
Undervejs i samtalen kommer et hult brag længere ude vestfra i byen, en eksplosion af en slags.
“Ha, you see“, og samtalen fortsætter nærmest uden at blinke med øjnene.
“Jeg var her under krigen, men selv om Karrada slap billigt, så jeg også bomber falde mindre end 100 meter væk. En dag faldt der over 300 cruise missiler over Baghdad, det var vandvittigt. Én ramte et hus lige i nærheden af, hvor vi står. 6 mennesker dræbt, de kan jo ikke ramme rigtigt hver gang.”
Jeff formår at se situationen fra begge sider, og det gør ham ekstra interessant. Det er ikke kun amerikanerne, der får et skud fra hoften igennem vores samtale, men det er trods alt dem, der kan og bør gøre noget. Det er uanset, hvordan man vender og drejer det hele, amerikanernes skyld på godt og ondt at situationen er som den er lige nu. Derfor er verdens og i særdeleshed irakernes øjne vendt mod amerikanernes næste træk. Hvad bliver det?
“I 1979 havde Irak en reserve på 150 milliarder dollars og var på top10 blandt ikke vestlige lande. I løbet af 10 år frem til golfkrigen i 90/91 blev de spenderet, og nu er der kun mindet om Irak, som en stor nation tilbage. Det svarer til, at du tager Danmark nu og siger, at det om 10år vil være som i 40’erne.”
“En engelsk soldat spurgte mig en dag, hvorfor folk kørte rundt i så gamle biler. Jeg blev nærmest chokeret over spørgsmålet fra en mand, der er hernede for at “redde” det irakiske folk. Hvordan kunne han vide så lidt. Der har været sanktioner fra vesten de sidste 13 år, og i den tid har folk kun kunnet købe mad og tøj, der har ikke været råd til at købe andet.”
En anden fyr vi snakkede med fortalte, hvordan mange familier under sanktionerne kun havde råd til kød 2-3 gange om måneden. Det kan godt være at sanktionerne fra vesten var rettet mod Saddam, men den evige taber er og bliver altid folket.
Solen er ved at gå ned, og den måde lyset falder på, gør alting 50% flottere. Vi har sagt farvel til Jeff og på forhåbentlig gensyn. Også han vil snart væk fra Irak og tilbage til England. “It’s in my bones. I’m too English to stay.”
På vej hjem møder vi nogle drenge, der spiller fodbold på gaden. De kender Peter Schmeichel. Logisk nok måske, men intet er nødvendigvis logisk her i Irak!