Projekt Udsat//2730 New Delhi


I februar 2008 rejste jeg på eget initiativ og udenom kommunen, 8 uger til Indien med Philip. Philips historie kender de fleste, for de fleste kender selv en "Philip".
Philip har været et problem siden han var to år, men i foråret 2008 fik Philip lov til at være et sted i 8 uger, hvor han ikke blev set på som et problem, men som en ressource. Det der umiddelbart ikke var muligt, eller råd til i 2730 Herlev blev en realitet i New Delhi til en brøkdel af prisen.
Projektet var en ny måde at tænke den sociale indsats for udsatte unge på. Samtidigt havde projektet til hensigt at tænke nyt i forhold til den humanitære indsats.
Jeg fik i 2007 en lyst til at nytænke indsatsen for de udsatte unge. Jeg havde været i flere forskellige stillinger, og var ved at være godt og grundigt træt af at se på standardløsninger til alt andet end "standard-unge". Løsninger som i øvrig var både dyre og havde minimal effekt.

Tanken var på en eller anden at kombinere det at rejse med det pædagogiske. Jeg begyndte selv at rejse som 16-årig, hvor jeg blaffede til Rumænien, og mødet med "verden udenfor" har betydet uendeligt meget for mit liv siden da. Det skulle ikke bare være en uge eller 2 i varmen, det skulle også give de unge en fornemmelse af "den virkelige verden", og et væsentlig element i projektet var, at de skulle opleve at kunne gøre og være en forskel i andres liv.

Fra en tre ugers køretur med nødhjælp til Østeuropa, endte projektet i Indien. Kommunen var ikke klar på at risikere deres gode ry, så ved hjælp af donationer og en privat bankkonto fyldt med gåpåmod, rejste Philip og jeg til Indien i februar 2008.

Vi skulle være otte uger på et behandlings- og rehabiliteringshjem for hjemløse og udstødte lidt nord for Delhi. Ideen var, at Philip ved at være en ressource for andre i nød, skulle hjælpes til at se, at han selv havde et liv, der var værd at leve.

Travelape.dk