Irak 2004 – Venteværelset

“Venteværelset”, 16. januar 2004, Amman

Farah hotel, vær 503 kl. 23:15

Efter et kort ophold i hjertet af Istanbul, er vi nu kommet ind med ‘fire-flyveren’ til Amman, Jordan. Vi har brugt de tilbagelagte dage på at integrere os i en islamisk kultur og indstille os på opgaven, der venter forude…

Men vi har begge en lidt underlig fornemmelse i maven.
Rastløshed, er måske det ord, der kommer tættest på at beskrive tilstanden.
Vi har forladt Danmark, men har endnu ikke nået vores endelige mål; Irak.
Dag for dag kommer vi tættere på. Det betyder, at det skræmmebillede af situationen i Irak, vi er blevet indoktrineret med gennem den ensidige pressedækning, også kommer tættere på vores bevidsthed. Alvoren bliver mere alvorlig og ordene, fra de artikler vi har læst, begynder pludseligt at veje tungere.

Vi har det, som en patient, der sidder i doktorens venteværelse og venter på en diagnose. Ondartet eller godartet?! Uvisheden fremkalder altid spørgsmål; måske er situationen i det krigshærgede land så forfærdelig som de siger i tv? Måske er det virkeligt dumt, det vi gør!? Måske vil de ikke lade os komme over grænsen? Måske gør vi kun det her for at tilfredsstille en sygelig eventyrlyst!? Måske er alle vi møder i Irak savlende, blodtørstige oprører??? Måske, måske, måske…
Uvisheden må overvindes med udholdenhed og troen på det bedste.

Helt ærligt; så har vi under vores forberedelser, hørt så mange udtalelser om situationen i Irak, at vi, i skrivende øjeblik, ikke har den fjerneste idé om, hvordan vores ophold dér kommer til at forløbe.
Den sidste dugfriske rapport, fik vi af Yoichi Watanabe – en japansk journalist, vi mødte i lufthavnen i dag. Det var 10ende gang han krydsede grænsen til Irak – og han havde absolut ingen skrupler med at rejse rundt – han havde endda set turister i Bagdad for få uger siden…

Vi er selvfølgelig bevidst om alvoren i dette projekt. Vi er ikke vovehalse med et dødsønske. Men når det så er sagt, er vores konklusion at sandheden oftest har en pris – og i vores tilfælde er prisen, at se den frygt i øjnene, som måske er lidt ubegrundet!!!
…i hvert fald bliver det interessant, for én gangs skyld, at gøre sine egne erfaringer.

Vi har næsten vænnet os til, at gaderne, fem gange om dagen, fyldes af imamernes inderlige opfordring til bøn. Vi har delt fascinationen over de smukke moskeer. Vi har spist de lokales mad. Vores skuldre er blevet fortrolige med den ekstra belastning som rygsækkene udgør. Vores arabiskkundskaber skærpes fra nu af dagligt og vores sansekapacitet udvides, så den kan rumme, hvad end den nærmeste fremtid nu vil bringe os.
Summa summarum; alt går godt og vi er i topform!

De varmeste hilsner til alle jer, der følger med.

Carsten…

Skriv en kommentar

No Widgets Added Yet

Please add them in the WordPress admin page under Appearance → Widgets. The widget section is "Udsat".