For filosof og erhvervsmand Morten Albæk er det langt vigtigere at være karakterfuld end at få høje karakterer. Hans egne karakterer var ikke mere end gennemsnitlige, men i hjemmet lærte han den vigtigste lektion: At kende sig selv og være menneskelig. Står det til Albæk skal selverkendelse være den røde tråd i skolesystemet
Egentlig var Morten Albæk helt overbevist om, at han havde smidt sit eksamensbevis fra gymnasiet væk. Men så havde hans mor været i kælderen i hjemmet i Uggerby i det vestlige Vendyssel. Og der lå det i en hengemt papkasse. Med 8,9 på bundlinjen.
"Og som min kollega Nic siger, "det kan vi ikke bruge til en skid, det skal enten være helt utrolig dårligt eller vanvittig godt." Men det passer jo så meget godt på mit forfatterskab om 'Det gennemsnitlige menneske'," siger 42-årige Morten Albæk og griner.
"Jeg vil sige, at dem, som stadig i min alder refererer til deres høje snit i deres studentereksamen, som en primær succes i livet, det er mennesker, der i den grad har misforstået, hvad det vil sige at have succes med livet. Hvorfor skulle du være optaget af, hvad du fik i studentereksamen? Hvorfor skulle det overhovedet være noget, du har liggende i din korttidshukommelse? Det burde være noget, du skal rejse flere uger ind i dit sind for at kunne erindre, for det er så evig ligegyldigt, hvis du har levet et gyldigt liv."
Nuvel, karakterer er ikke ligegyldige, heller ikke for filosof og erhvervsmand Morten Albæk. De kan være et tegn på flid, de kan være et tegn på intelligens, eller på andre gode ting. Men de kan bare ikke læses alene. Morten Albæk har det med skolekarakterer, som han har det med penge: Værdien af dem afhænger af, hvordan de er tjent og opnået.
"Så hvis du har opnået dit karaktergennemsnit på en sådan måde, at din menneskelighed og dermed selverkendelse er underudviklet, så kommer det til at stille dig langt svagere i din evne til at leve et godt liv og få nogle professionelle oplevelser over gennemsnittet. Så helt banalt er jeg mere interesseret i, at uddannelsessystemet skal udvikle en karakterfyldt person end en person, der har høje karakterer," uddyber han.
Skilte sig ud fra start
Morten Albæk er, indrømmet, ikke blandt verdens største filosoffer - dertil drikker han for lidt, tager for få stoffer og er alt for gift. Til gengæld steg han hurtigt opad i Danske Bank til direktør-niveau, før han blev headhuntet til Vestas som koncernmarketingdirektør, og senere forlod han vindgiganten for i 2015 at stifte Voluntas, der rådgiver inden for investering, meningsfuldhed og policy. Samme år, som han i øvrigt for femte år i træk blev hyldet blandt de 100 mest indflydelsesrige marketingfolk i verden af magasinet "The Internationalist".
Allerede på første skoledag på Tversted Central Skole skilte Morten Albæk sig ud. Dengang iklædt mørkebrune lærredsbukser med bælte, lyseblå skjorte, og sorte sokker lignede seksårige Morten Albæk ikke nogen af hans klassekammerater.
"Jeg lignede en, der var på vej på arbejde i Danske Bank. Så meget pludseligt måtte jeg erkende, at jeg var klædt anderledes end mine klassekammerater. Jeg så anderledes ud, fordi jeg kom fra et mere bogligt og "pænt" hjem, end hvad der var flest af i Vendsyssel, hvor det mest var landbrug, fiskeri og håndværk," erindrer han.
Han husker første halvdel af første klasse som en svær og ensom tid. Lige indtil den mørkhårede, nævenyttige dreng Henrik kom ind i klassen - han var i klassen halvdelen af året, når han ikke rejste rundt med sin families omrejsende tivoli, og han blev Morten Albæks bedste ven og beskytter. I skolen var Morten Albæk ingen vidunderdreng, han klarede sig nogenlunde, men udover at være stærkt optaget af Frk. Nielsens fællesoplæsning i kristendomtimen om Jesus, der red ind på æslet til Jerusalem, var han ikke synderligt optaget af de fag, der var på skoleskemaet.
"Jeg var ikke specielt optaget af at lære noget fagligt. Jeg var mere optaget af venskaber, leg og senere hen fodboldkampene i frikvarteret og min egen seksualitet. Jeg var optaget af min egen eksistentielle udvikling, uden jeg var bevidstgjort omkring det," fortæller han på en måde, som lader forstå, at det er naturligt, og at skolen bør kunne gå den nysgerrighed meget mere i møde.
"Når vi i dag tester vores børn og eksaminerer, så tvinger vi dem til at blive optaget af det faglige på bekostning af fortsat at være optaget af at lære sig selv bedre at kende. Du lærer ikke dig selv bedre at kende, fordi du bliver dygtigere til at regne, stave og læse. Der er intet bevis for, at der er korrelation imellem, hvor høje karakterer du får, og hvor dygtig du er til at erkende dig selv."
Dyder var afgørende
I hjemmet fik Morten Albæk hverken prygl af sin mor eller far over karakterer, det var ikke et emne, der optog dem. Blødsøden var hans far dog ikke. Som kun 33-årig var han blevet udnævnt til skoledirektør i Hirtshals Kommune, og selv da Morten Albæk og hans brødre var små, nægtede han pure at læse "uinteressante" børnebøger højt for sine børn. I stedet læste han op af Grimbergs Verdenshistorie, islandske sagaer og kanoniske danske forfattere.
"Min far var meget optaget af alt det, jeg ikke lærte i skolen, og der synes han, at det var hans pligt at introducere mig for alt fra Karen Blixen til Søren Kierkegaard og diskutere dem med mig," fortæller Morten Albæk.
"Og så var han optaget af, hvordan jeg præsterede på et udvalgt sæt af dyder. Var jeg et ordentligt menneske? Var jeg ordholden? Var jeg ærlig? Havde jeg syn for nogle, der havde det mindre godt? Der var han ekstrem direkte og disciplinerende. Og så var han god til at minde mig om, at fordi du har nul fejl i retstavning, så gør det dig ikke til et klogt menneske. Det gør dig bare til et menneske, der kan stave. Der er et spring fra faglige egenskaber til klogskab og visdom."
Arvegods fra faderen
Morten Albæk ligger ikke skjul på, at når han i sine ledelsesbøger som "Det gennemsnitlige menneske" (2013) og "Nedslag - mellem det vi siger, og det vi gør" (2008) understreger dyder som flid, ansvarlighed, ærlighed, så er det arvegods, der kan tilbagespores til hans far. Også selvom at det først var den voksne Morten Albæk, ham i den sidste halvdel af filosofi-studiet, der for alvor forstod og anerkendte de dyder.
"Indtil da syntes jeg, at det var lidt anstrengende, at han hele tiden skulle messe over for mig - om jeg nu også havde været flittig nok. Om jeg nu forstod sammenhængen mellem pligt og rettigheder. Og om jeg nu de facto var et menneske, der var i stand til at rumme andre menneskers følelser og ikke bare mine egne behov. Men det gik nok op for mig på et tidspunkt på universitet, at det havde sat sig i min personlighed."
Dyder er noget, man stræber efter
Flids- og pligtetikken er en del af ham, også selvom han ikke altid kan leve op til dem. Dyder er ikke værdier, som man kan tilskrives, minder han om - dyder er noget man stræber efter, velvidende, at man ikke altid kan leve op til dem.
"Jeg er jo ikke 100 pct. ærlig 365 dage om året døgnet rundt, jeg er ikke flittig 365 dage døgnet rundt - der kommer jeg dog tættere på - men det er et sæt af egenskaber, som min far mente ville gøre mig menneskelig, hvis jeg kom tæt på at kunne udleve dem på daglig basis," forklarer Morten Albæk.
"Og der mener jeg, at uddannelsessystemet gør det sværere for flere og flere mennesker at blive menneskelige. Flere knækker eksistentielt i løbet af uddannelsesforløbet og på arbejdsmarkedet, bare se på, at hver sjette dødsfald er stressrelateret og at hver femte gymnasieelev oplever alvorlig stress. Antallet af stresstilfælde og lidelser som angst og depression er i løbet af de seneste ti år steget med 50 pct. Vi sender altså mennesker ud i voksendommen, som er ude af stand til at lede sig selv gennem livet. Og den fineste opgave for folkeskolen og gymnasielivet er jo at ruste barnet og det unge menneske til netop at mestre voksenlivet. Men det jeg lærte altså mere hjemmefra, end jeg gjorde i skolen."
Selverkendelse som den røde tråd
Med andre ord står vi - ifølge Morten Albæk - som samfund i dag ved en skillevej, hvor uddannelsesdanmark er nødt til at gøre op med sig selv, hvad det er sat i verden for.
"Vi bliver nødt til at forholde os til om folkeskolen, gymnasiet og universitetet har til formål at tilsikre, at vi skaber voksne mennesker, der kan lede sig selv igennem livet til at opleve lykke og mening, eller om folkeskolen, gymnasiet og universitetet alene er blevet et nytteredskab for arbejdsmarkedet. Og her insisterer jeg bare på, at det må være det første," forklarer Morten Albæk.
Og så henviser han til en analyse fra World Economic Forum, der viser, at i kraft af digitaliseringen og automatiseringen så kommer 65 pct. af alle unge mennesker under 18 år til at have et job, der ikke findes i dag.
"Så at være så professionsorienteret i sin måde at tænke uddannelse på er fuldstændig åndssvagt. Vi ved, at der kommer en virkelighed, som du eksistentielt set skal mestre, og det er en virkelighed, hvor du skal være i stand til at omstille dig hurtigere end nogensinde tidligere, uden du mister dig selv og meningen med livet. Det er bare ikke det, vi træner eller danner det unge menneske til i dag," mener Morten Albæk, der kalder på om ikke en revolution, så en reformation af skolesystemet.
"Stod det til mig, så var selverkendelse den tværfaglige røde tråd igennem hele uddannelsesystemet. Al undervisning skal være organiseret ud fra, at det er med til at lære barnet til at lære sig selv en smule bedre at kende. Det er ikke mål nok i sig selv bare at lære barnet at regne og læse bedre."