Irak 2004 – Ahmed, Mosul
Ahmed i Mosul 5.februar 2004, Amman
Sidste stop i Irak blev som planlagt Mosul, selvom vi følte os en smule presset rent tidsmæssigt. Turen derop blev well worth it, og fortjener mere tid end hvad jeg har lige nu og her på Books cafe, hvor kl. nærmer sig afgang, men her kommer hvad det kunne blive til.
Vi kom tilbage til Baghdad fra Babylon mandag middag efter vi måtte vente 1,5 time på vores chauffør i Babylon. Han var blevet beskudt af de nervøse polske vagter (det med de ‘nervøse’ har vi fra både danskere og amerikanere, men er selvfølgelig en subjektiv vurdering), og turde først dukke op igen 1,5 time senere. Vi havde godt hørt skuddene, og havde joket lidt med at det sikkert var ham, der var røget i luften. Hernede joker man ikke med den slags ting. Dagen efter var det nær blevet vores tur (men det er en anden historie, som indeholder 100 mistede dollars, bomben i Mosul d. 31.jan og 10 skydegale og korrupte politibetjente).
“Vi har flere ting at se end i Egypten!”
Sådan sagde Osama til os inden vi rejste af sted fra Danmark. Sætningen har kørt igennem mit hoved på denne tur, og jeg ved ikke om jeg er overbevist, endnu. Men det lidt vi har set, har levet op til hvad jeg har håbet og jeg er blevet overrasket over hvor meget, der trods alt er at find
På vejen til Mosul så vi den første klare forskel på syd og nord. Landskabet var markant anderledes. Det var grønnere og mindede mange steder om Skotland, eller turen fra Vedersø ned mod Søndervig ude vestpå i det mørke, men altså også smukke, Jylland. Det er lidt noget andet end den ørken man har indtryk af, at Irak er bygget i når man ser tv. Faktisk er en meget lille del af Iraks befolkning at finde i ørkenområderne. Tæt på alle bor i umiddelbar nærhed af enten Eufrat eller Tigris, eller en af bifloderne, og var det ikke for Saddam, ville det rigtig mange steder være fantastiske og frodige områder.
Mosul byder også på andre seværdigheder. Der er et hav af historiske steder, hvor vi desværre kun nåede at se en lille del. Nineves ruiner, som Mosul er bygget på og omkring og Nimrud, lidt længere sydpå.
“Vi har flere ting at se end i Egypten!”
Sådan sagde Osama til os inden vi rejste af sted fra Danmark. Sætningen har kørt igennem mit hoved på denne tur, og jeg ved ikke om jeg er overbevist, endnu. Men det lidt vi har set, har levet op til hvad jeg har håbet og jeg er blevet overrasket over hvor meget, der trods alt er at finde. Når Irak igen bliver sikkert og åbent, så tror jeg på en stor indtægt indenfor turisme. Lad os håbe den tid kommer snart.
Familien
Vi kom hurtigt til Mosul, ca 4 timer, og fandt Ahmad. Ahmad er Osamas el Erhayems nevø(se indlæg nr. 2). Til dem af jer der så et af de 2 dokumentarer på DR om en far og datter der tog til Irak, så var Ahmad et af familiemedlemmerne.
Ahmad tilbragte de første 5 år af hans liv i England, hvor hans forældre studerede. De blev begge tilbudt gode jobs i England, men valgte alligevel at rejse tilbage til Irak i 1979. Dengang hvor der stadig var et Irak at rejse tilbage til. Samme år blev Saddam præsident og vi kender resten af historien. Set i bakspejlet, var det nok bedst, hvis de var blevet, men….
Hele familien taler og forstår flydende engelsk, og sprogbarrieren er ikke eksisterende. BBC World kører i baggrunden, og verdenssituationen vendes over køkkenbordet. Her er en familie som i mine øjne burde etablere et parti, og styre direkte efter præsidentposten. En familie der nu nyder godt af friheden efter Saddam, og ser fremad med håb i blikket.
Uanset hvad jeg siger, eller hvilket emne jeg hiver frem, så kommer der en historie fra tiden under Saddam. Jeg snakker med, men ønsker heler ikke at rippe op i flere sår end nødvendigt. Jeg vil gerne forstå, men må også gøre mig klart at jeg aldrig vil forstå helt.
“Vi har løjet hele vores liv. Kun familie og vores aller-aller bedste venner har vi turdet fortælle sandheden. Efter Saddam faldt, blev jeg til tider overrasket over at se hvilken holdning folk havde. Nogen havde udgivet sig for at være Saddam modstandere, men kun for at afsløre andre. Under Saddam var der intet håb, han dræbte alt. Nu kan vi i det mindste tillade os at håbe. Selvom vand og elektricitet er værre end før, så er livet mange gange bedre”.
I Mosul er folk lidt mere mistænksomme når vi går rundt på gaderne. Folk er endnu mindre begejstrede for amerikanere, og for nogen kræver det mere end bare en gang “ehne mu American“, før de tror os. Da vi næste dag er med Ahmad på hospitalet, El Jimhuri, hvor han arbejder, er det heller ikke alle der syntes lige godt om vores besøg. Mens Ahmad står og forklarer nogen hvad vi laver her og hvad vores formål er med turen, hvisker en anden bagved til en kollega; “hmm, den har jeg ikke hørt før. Fortælle positive historier, Ha.- Og det skulle vi tro på“!
Vi får adgang til taget, og kan se ned over Tigris og byen, hotellet på den anden side af vejen, var i starten besat af amerikanerne, men de fandt hurtigt ud af, at de var for udsatte efter flere granatangreb fra broen. De er nu væk fra det plyndrede hotel. Pigtråden ligger der endnu.
Eftermiddagen bruger vi med en af ven af familien, som kører os rundt i Mosul, til moskeer, kirker, ruiner og indtryk. Solnedgangen ses fra toppen af et stykke af Nineves gamle bymur. Jo, der er skam nok at se.
Aftenen går som den sidste. Først mad, og så en film på satelitten, “ferie med bjørn på’ med John candy. Det er godt at grine sammen. I aften er det ikke BBC, men Golden Globe Awards der kører bagved, det er Noor(24) og Ban(21), der styrer remoten i aften, og sammen sidder vi og imiterer og kommenterer de fantastiske takketaler. Bedur, moren går i seng ved en 11 tiden, Hisham, faren holder den kørende godt en time mere.
Ahmad
Ahmad er 30 år og har lige siden han kunnet hørt BBC via radioen i det omfang det var muligt. “Han har altid været interesseret i verden ude omkring“, sagde Bedur på et tidspunkt til mig, og det er tydeligt at mærke. Den sidste aften vi er der, henter han på et tidspunkt et udklip han har hevet ud fra en avis i 1990, dengang var han 17. På udklippet står der ‘civilised world map reference’. The human race og Iraq. Ahmad har trods sin relativt unge alder, ventet på den dag, hvor Saddam blev styrtet i mange år, men har næsten ikke turdet håbe. I 91 var det tæt på, men ikke tæt nok. Ofte har han været ved at opgive livet, fortæller han, men heldigvis for hans familie og os, kæmpede han videre. Han tror ikke på borgerkrig, som mange andre vi har mødt. “Irakere har været i krig de sidste 23 år, hvem gider at kæmpe mere“?.
Allerede den første aften bad jeg Ahmad om at skrive nogle af hans tanker ned, for at andre kunne få indblik i dem, og dem har jeg nu modtaget mens jeg sidder her på Books Cafe i Amman, så i stedet for at jeg slutter af med en eller anden fin konklusion, så får Ahmad lov til at slutte skriveriet fra denne tur, fordi han opsumerer det som vi håbede at finde her i Irak. Håb, trods en håbløs konflikt. I får hele brevet her i en uscensureret version:
Dear Anders
Hi! How was your trip? I hope it went on smoothly. Did you catch the bus to Amman? How was that trip? It must’ve been very hard to be ‘on the road’ for such long distances!
About my thought. I think that Iraq has the potential to be, as everyone hoped, a better country and a bright example of democracy in the Middle East. Most Iraqis do not care about the factional differences between Sunnis and Shiites, Arabs and Kurds, Muslims and Christians. These divisions were made by Saddam and are now accentuated by the media! It may take some time, and may be some expensive sacrifices, but one day the Iraqis will pay no attention to such matters at all.
The most positive thing that came out of this war in my opinion is that we now are free! We’ve tasted the sweetness of freedom (although it is far from perfect as yet), but it is a zillion times better than that dreadful feeling we had under Saddam; that repulsive perception of slavery! I don’t think that Iraqis will ever accept it again. We now have hope! Another thing we never had during Saddam’s reign of terror. Hope that one day (hopefully not very far) things will get better and better. We have that ‘light at the end of the tunnel’ on again after years of pitch black!
Freedom and hope are vital to rebuild nations, but not enough. They need the people who are prepared to make things happen, based on their hopes and undercover of the blessing of freedom. That’s what Iraqis must realize now. Iraqis must dust off laziness and be prepared to work hard to make their dreams come true. Help from our friends all over the world is most welcome and can help a lot, but we must realize that it’s our country and our children’s, so the hard work will fall mainly on our shoulders. Hand in hand, we can make miracles.
Well Anders, I must leave now. I want to ask you a favor! Could you please convey my regards to my friends in Denmark, please? I want to say “hello” to: Helle and Michael, Birthe and Peter, Lene, Søren, Jeanne, Henrik, Ole and of course my very good friends at DR Jacob and Jørgen, plus my cousin Anja and her family and all those fine Danes who emailed me. Thanks a lot! And of course I must thank the Hollywood Foreign Press (tears and sobs) and my producers and bla bla bla;-)
Yours
Ahmad
5.februar: COMING HOME!
Om 24 timer skulle vi meget vel være hjemme i trygge Danmark, hvor elektricitet, vand og sikkerhed tages for givet. De få af jer der har måttet være urolige kan ånde lettet op for nu, men i kan være ganske urolige, vi tager afsted igen, når tiden og pengene er til det!
Jeg sidder lige nu på Books Cafe i Amman, Jordan. En vestlig oase opbygget og passet af jordanere med fantastisk mad, ditto musik og hurtigt internet. Jeg må med en blanding af sorg og glæde konstatere, at denne tur er gået ind i den afsluttende fase. Som skrevet før har jeg desværre kun haft mulighed for at videregive en lille del af den oplevelse det har været for både Carsten og jeg, men jeg håber at den smule har givet jer mod på selv at søge flere svar de rigtige steder. Vi har lige gjort status for turen, og både på samarbejdsplan og det personlige, har vi nydt godt af at have haft hinanden. Med hensyn til vores formål med turen; at se irakernes hverdag, se hvordan livet går videre og hvad der virkelig er af problemer, kan vi kun være tilfredse. Vi har mødt så meget venlighed og positivitet blandt mennesker vi har mødt, men vi har også set et land, som er styret, bombet og plyndret 40 år tilbage.