Iran 2006 – Join the joyride
Join the joyride (a long short story)
Hvorvidt det er det små skumle, det absurd komiske eller det dybt frustrerende ved den historie jeg nu skal fortælle, der står klarest efter det sidste punktum, vil kun tiden vise.
Én ting er dog sikker, for mig rummede turen fra Bandar-e Abbas til Bam det hele.
“Det går jo ikke, at du tager hjem til Danmark og fortæller om, hvordan vi har taget overpris fra dig, bare fordi du er udlænding”, sagde en anden taxichauffør.
Efter at have fået dækket et minimums behov af varme solstråler, forlod jeg den persiske Golf, og rejste mod nord. Jeg var efter sædvane blevet hjulpet fint fra Øen, Qeshm til Bandar-e Abbas af en af de millioner iraner, der som altid står til rådighed, når du er i færd med at overveje om du har brug for hjælp. Hossein hed han i dag, og han var lige blevet færdig som ingeniør. Hossein sørgede for, at jeg ikke betalte overpris med taxi’en til busterminalen, eller det vil sige, det var de flere om at sørge for. Til trods for at min bagage tog plads for to, skulle jeg kun betale for en. “Det går jo ikke, at du tager hjem til Danmark og fortæller om, hvordan vi har taget overpris fra dig, bare fordi du er udlænding”, sagde en anden taxichauffør. Inden i mig selv måtte jeg smile, og jeg prøvede at forklare ham, at det var ok at forsøge at tjene penge. Denne snak om penge virkede et eller andet sted lidt tåbelig, eftersom det der var på tale, var om jeg skulle have betalt 1,5 eller 3 kroner for den 5 km lange tur til busterminalen. Selv for en jysk gnier som jeg, ville det være svært at føle sig snydt – altså sådan rigtig for alvor.
Jeg stod kort efter i busterminalen, og skulle for første gang finde frem til en billetluge på egen hånd. Hjælpsomme iranere, havde stået for den del indtil videre. Jeg fandt en engelsktalende sælger, som orienterede mig om, at der gik en kl 16 og en kl 18, og at der var 7 kr forskel for de ca 7 timers kørsel til Bam. Jeg købte den til kl 16.00 og 15 kr og satte mig udenfor på en bænk for at nyde det sidste stykke tid, hvor graderne var 20+. Hurtigt blev der dog skygget for solen, da 15 afghanere belejrede mig i et forsøg på at sælge messingure, plastickameraer, eller andet bras der var made in China, eller i en baggård lidt uden for Kabul. “Where you from” gik de over til, da de forstod at købetrangen min, var helt i bund. “New Zealand”, sagde jeg. Man vidste jo aldrig om en af dem havde en far, der synes det med JP og Muhammed, var en rigtig dårlig ide, og tiden til at skulle stå skoleret for en mullah eller en anden med ondt over tæerne, havde jeg ikke. Efter 10 minutters spørgetime, blev flokken spredt af en lettere ophidset bus-mand, som jagede de stakkels drenge væk med råb og stenkast. “Made in Afghan” sagde han, og fik dermed understreget det som så mange andre iranere også har sagt. Afghanere er Irans perkere. Dem kan de ikke lide.
“New Zealand”, sagde jeg. Man vidste jo aldrig om en af dem havde en far, der synes det med JP og Muhammed, var en rigtig dårlig ide, og tiden til at skulle stå skoleret for en mullah eller en anden med ondt over tæerne, havde jeg ikke.
Kl blev flere, og da jeg af min nye iranske ven, der havde siddet ved siden af mig under hele forestillingen, blev gjort opmærksom på, at der stod Zahedan og ikke Bam på min billet, ville jeg lige gå ind og forhøre mig. Det skulle vise sig at være en glimrende ide, for kl var en halv time over bustid, og jeg blev i hast fragtet til bussen, som imidlertid ikke så ud til at have travlt. Mine første godt 1000 km i Iran var blevet tilbagelagt i en af de nyere førsteklasses busser, som går under navnet ‘Volvo’. Delvis fordi, en del af dem er volvo’er. Der er intet at udsætte på kvaliteten, og de kører, som var de på vej til skiferie i Østrig. Den næste klasse, hedder ‘deluxe’. Delvis fordi nogle af dem er ganske deluxe, men det er der også nogen der ikke er – og sådan en skulle jeg med i dag. Alene det at co-driverens skjorte var smurt ind i olie, svagt antydede at der godt kunne opstå en enkelt situation undervejs.
Jeg trådte ind i bussen og satte mig til rette på et af de forreste sæder, og nikkede høfligt til den resterende del af bussen inden jeg satte mig ned. “Salaam”, sagde jeg – og de sagde ikke så meget. I grunden meget atypisk, for mine erfaringer med Iran indtil videre, de var jo ellers altid så venlige. Jeg satte mig ned, og tænkte at en del af forklaringen måske lå i at bussens bestemmelsessted var Zahedan (derfor stod det på billetten) som lå i Baluchestan provinsen, der grænsede op til Pakistan. Et område der altid er på Udenrigsministeriets no-go liste Muhammed-tegninger eller ej. Det var nok de færreste der skulle stå af sammen med mig i Bam, de lignede ikke just arkæologinteresserede eller den almene turist. Nej, de var sikkert pakistanere, afghanere og forbrydere og smuglere hele bundet, og hvorfor var det nu, at min taske lå nede i bagagerummet. Jeg stoppede for fantasien, og spolede lidt tilbage til virkeligheden, hvor tit er det lige jeg selv hilser på folk, der træder ind i 350S fra Nørreport.
Lidt i kl 17 fik bussen endelig gang i maskineriet, og jeg lænede mig tilbage for at få en go lang søvn hele vejen til Bam – troede jeg. Efter knap en time, stoppede vi første gang. Jeg lagde ikke rigtig mærke til, hvad der skete, men de tre co-drivere, som der tilsyneladende var, løb ud og foretog sig noget, som gentog sig ca 3 gange over den næste halvanden times tid. Jeg konkluderede, at det var checkpoints, som jeg mindedes at have læst noget om på netop denne strækning mod Pakistan. Jeg begyndte nu at lægge mærke til politiet ved de checkpoints der fulgte, og de så sjældent særligt muntre ud. På et tidspunkt, blev vi bedt om at gå ud, og der opstod en spontan hvilepause. Jeg forsøgte desperat at finde ud af om der var problemer med bussen, for flere gange havde de rodet med motoren eller hjulet også, som var den smådefekt. Mit ikke eksisterende farsi hjalp mig dog et fedt, og jeg måtte overlade konklusionerne til min egen fantasi.
Pludselig kørte bussen, og mit hjerte nåede lige at hoppe en enkelt gang, før jeg kunne konstatere, at den holdt ind på den modsatte side 100 meter længere fremme. Jeg begyndte nu at irritere mig over, at min rygsæk lå nedenunder, og oven i købet i den modsatte side af, hvor jeg sad. Ved hvert checkpoint kunne jeg høre sidelågerne smække, og min usunde fornuft, så hver gang rygsækken liggende på jorden, mens bussen bumlede videre.
Mit ikke eksisterende farsi hjalp mig dog et fedt, og jeg måtte overlade konklusionerne til min egen fantasi.
Hen ved 10 tiden om aftenen, omkring det tidspunkt, hvor vi skulle have været tæt på Bam, blev vi igen holdt ind. Nu kom politiet helt ind i bussen, det havde de også været før, men denne gang kiggede de ekstra godt igennem bussen. De var særligt interesserede i noget nede bagved, og så hev en af co-driverne en pose ned fra hattehylden, hvor han fremviste en 10-15 små sværd, med et blad på ca 50 cm. Jeg lod mig underholde af forestillingen, som sluttede efter et kvarters tid med at vi kørte afsted, men nu med en co-driver færre end før.
Jeg vendte mig rundt mod den resterende del af tilskuerne, og prøvede at slå ud med armene med et hva-sker-der-agtigt-kropssprog. Og dem jeg fik øjenkontakt med, smilede bare lidt skævt og trak på skuldrene. Fem km længere oppe af vejen, stoppede vi igen, og en af de små hjælpere løb over på den anden side af vejen, og bankede på hos nogen. Det lykkedes til sidst at få svar, og de åbnede op og stod så der og diskuterede et eller andet, som jeg af gode grunde ikke aner, hvad var. Pludselig dukkede co-driveren fra før op i en taxi, forklarede et eller andet, og vi kørte videre. På det her tidspunkt var jeg fyldt med en ambivalent følelse af ikke at have ventet to timer og betalt 7 kr mere for at få en tur med en ‘volvo’, for at slippe for alt det her. Men samtidig måtte jeg også nyde den boblende frustration over et absurd sceneri, jeg af mange grunde ikke fattede en kæft af.
Farcen fortsatte. På farsi selvfølgelig, og jeg måtte forgæves søge efter den berømte mening mellem de linier jeg i forvejen ikke kunne læse.
Farcen fortsatte. På farsi selvfølgelig, og jeg måtte forgæves søge efter den berømte mening mellem de linier jeg i forvejen ikke kunne læse. Efter vi havde brugt 20 min i snegletempo på at kæmpe os op på toppen af et bjerg, blev vi igen vinket ind af NAJA, det stod der i hvert fald på politimændenes uniformer. Denne gang tog de to co-drivere med i bilen, og kørte væk, og kort tid efter dirigerede de den store bus rundt og ned den samme vej vi kom fra. Var vi kørt forkert? Havde vi noget med som vi ikke måtte? Var alle i bussen politiske fanger, der skulle leveres tilbage til Pakistan? Et kæmpe skidestort spørgsmålstegn til det alt sammen. Jeg havde lyst til at rejse mig op i bussen, og råbe efter svar i vinden, men det blev ikke til meget andet end de udslåede arme, og skuldertrækningen og det skæve smil i retur.
For foden af bjerget, kørte vi ind et sted, hvor der holdt smadrede biler og nogle andre busser parkeret. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det var en politistation. Efter 10 minutter, var status quo, men min frustration over handlingslammethed var vokset. Det hjalp jo ikke rigtig at råbe, ingen forstod mig jo alligevel. Jeg var bare en eller anden fra New Zealand, som var kommet med den forkerte bus. Jeg begyndte at fryse, mine tæer savnede strømper i sandalerne og armene kunne godt bruge et lag mere. Jeg fik mig endelig rejst fra sædet og gik ud af bussen, mit argument var; Toalet! Jeg søgte op i politibygningen, fandt et hul i jorden, og et par andre politimænd. De fandt også frem til, at jeg var fra New Zealand, og at jeg var på vej til Bam.
Jeg begyndte at kunne stykke en forklaring sammen, da de snakkede om olie. Et øjeblik troede jeg, at det handlede om, at vores bus dryppede olie på vejen, og at det var derfor vi blev dirigeret rundt, men en del tydede også på, at det kunne have noget med smugleri at gøre. To andre busser holdt nu nede ved vejen, og en fyr fra den ene bus, en ‘volvo’ kom ind på kontoret, hvor han skulle underskrive nogle papirer. Jeg sad med og fik varmen, og blev efter et stykke tid tilbudt et lift til Bam. “OKAY”, sagde jeg, det lød tiltalende at slippe for mere tid i slyngelbussen. Da papirerne var færdige gik fyren ned mod bussen, og jeg gik over til min bus, og ville have dem til at åbne op til mine ejendele. Det gik lige lovlig langsomt, og de prøvede at forklare mig (tror jeg), at de kørte til Bam lige om lidt, og prøvede at få mig ind i bussen. Jeg sagde nej og insisterede på at få min bagage, og langt om længe lykkedes det. Jeg forlod bussen og gik ned mod den anden bus, hvor jeg kom ind, og fik plads på gulvet ved siden af chaufføren. Stadig uden forklaring på noget som helst, fortsatte jeg nu turen de sidste 60 km mod Bam. ‘Volvoen’ forcerede nemt den lange bakke, og efter godt en time ankom jeg til Bam. Kl var nu halv et om natten.
Jeg sagde, “salaam” og han sagde, “hello”. Her var min redningsmand, manden der kunne besvare mine spørgsmål, og give mig tag over hovedet.
Ved ankomsten var der stadig ingen engelsktalende, men en fyr sagde; “Akbar, engelisi”, og det gav mig kodeord nok til at vide, at jeg nu kunne blive ført hen til en der kunne give mig svar på bare nogle af mine spørgsmål, og husly. Efter en halv times kørsel rundt i Bam, uden held i vores søgen efter Mr. Akbar, gav min chauffør tilsyneladende op, og han vendte om og signalerede, at jeg kunne sove hos ham. Ved tankstationen mødte han dog en anden fyr, som tilsyneladende vidste hvor Akbar boede, og han kørte tilbage til området vi havde kørt i før. Endelig stoppede han foran en fritstående port, foran et stort hul i jorden, og pegede som om Akbar boede der.
Han steg ud af bilen og bankede på den fritstående port, som stod 10 meter foran huset. Efter 5 minutter blev der tændt lys, og en mand kom ud. Jeg sagde, “salaam” og han sagde, “hello”. Her var min redningsmand, manden der kunne besvare mine spørgsmål, og give mig tag over hovedet. Manden der kunne tale engelsk. Kun 8 timer uden engelsk var der gået, men der var sket så mange ting, at mit behov for at kunne kommunikere var vokset til uanede højder. Jeg var nu igen i gode trygge, gæstfrie, iranske hænder, og kunne ligge mig til ro med et smil på læben.
PS: Hvad det præcis var der skete, har jeg stadig ikke nogen endegyldig forklaring på, men på den strækning er der normalt mange checkpoints, på grund af smugling. Om min bus havde smuglervarer med, ved jeg ikke, men mange ting tydede på det.