Iran 2006 – Ahmadinejad & Reza
Just hjemvendt efter et fascinerende besøg med høj sol i ‘Den gamle by i Persien’ også kaldet Persepolis, sidder jeg nu her på hotelværelset med en anelse hovedpine, og vil forsøge at videreformidle nogle af de mange historier jeg har om det persiske folk. Hovedpinen skyldes dels at jeg sikkert har fået for meget sol, og for lidt at drikke, men i høj grad skyldes det også en taxitur på 55km med tre kvinder fra Persepolis til Shiraz, med et Farsi på højtryk og med et støjniveau som et overlydsfly. Da jeg endelig steg ud af bilen, efter at have betalt de 7 kr som det kostede, føltes Shiraz’ myldretidstrafik, som en ren oase af stilhed. Normalt vil trafikken her ellers kunne skræmme de fleste. Reglerne er: Kør når du kan og vigepligten er betinget. Betingelserne er de fleste tilsyneladende enige om, og flettereglen bliver udnyttet til et rent 13-tal. Rutinepræget og alligevel med dens helt eget personlige præg.
Jeg skrev sidst, at venligheden og gæstfriheden fra de mennesker jeg havde mødt var uovertruffen, så det var med stor forventning, at jeg fortsatte min rejse i mødet med det persiske folk: Iranerne.
Adlyder du Khomeini, så adlyder du også Gud selv. Så for mængden vil det altså sige at præsidenten er lig med Gud, men den hopper de ikke på. Alligevel er de alle sammen tilhængere af regeringen og rettroende muslimer – på overfladen, altså.
For det første skal man vel lige nævne at der er 70 millioner af dem, og ca 70% er yngre end 35 år, i hvert fald er der en klar overvægt af unge, hvilket tydeligt kan mærkes på gaden, men ikke i regeringsbygningerne. Forskellen mellem Regering og folket er stor, og hele tiden bliver man mindet om at det ikke bare er noget nogen mener, men at det er sandheden, for måske 85% af folket.
Obedience to Ahmadinejad is obedience to Khamenei
Obedience to Khamenei is obedience to Khomeini
Obedience to Khomeini is obedience to God
Sådan er rangordenen lige nu her i Iran. Hvis du adlyder Præsidenten, adlyder du også Khamenei, som er efterfølger til Khomeini, der kom til magten i 1979, efter den daværende Shah (konge) havde forladt landet. (Hvorfor shah’en forlod eller flygtede fra Iran, er jeg ved at prøve at finde ud af. For tilsyneladende siger min guidebog; Lonely Planet og folket i Iran to forskellige ting om en række forskellige ting, der vedrører Irans historie i forbindelse med overgangen til den islamiske republik. Det er helt sikkert at Khomeini, har forsøgt at glorificere ham selv og få det gamle kongestyre til at se mørkere ud, men hvor dybt det stikker, er tilsyneladende lidt svært at finde ud af.) Adlyder du Khomeini, så adlyder du også Gud selv. Så for mængden vil det altså sige at præsidenten er lig med Gud, men den hopper de ikke på. Alligevel er de alle sammen tilhængere af regeringen og rettroende muslimer – på overfladen, altså. I Irak for to år siden, sagde irakerne at iranerne var ‘two-faced’. De sagde et, men gjorde noget andet. På tomandshånd bliver dette nu bekræftet af iranerne selv uden at blinke.
I denne utilfredshed med regeringen ligger der også en forklaring på, hvorfor jeg kan føle mig så tryg i et muslimsk land, der har markeret sig så skarpt over for Danmark i forbindelse med Muhammed-tegningerne. 9 ud af 10 gange når jeg har sagt, at jeg er dansker har de for det første set overrasket ud, og dernæst sagt, at jeg er ok. Jeg er god nok, men det er regeringerne den er gal med. Det man må huske er, at det er de færreste iranere, der kan forstå, hvordan en dansk regering fungerer på godt og ondt, og det skyldes, at de af deres egen regering bliver holdt i uvidenhed om den resterende del af verden. De er med på, at jeg ikke bærer nogen skyld, for generelt har iranere stor respekt for det enkelte menneske. Derfor må den almene iraner, hvis de sammenligner med deres eget land, nødvendigvis drage den konklusion, at den danske regering har en større rolle i hele denne sag, end den danske regering egentlig har.
Det man må huske er, at det er de færreste iranere, der kan forstå, hvordan en dansk regering fungerer på godt og ondt, og det skyldes, at de af deres egen regering bliver holdt i uvidenhed om den resterende del af verden.
På trods af blokeringen til omverdenen, har jeg også mødt folk, som er så trætte af deres egen regering, at de æder min forklaring råt, om dansk demokrati, og at det er Jyllandspostens eget ansvar, ikke regeringens. Mansour på 20 fx, som viste mig rundt i Esfahans gader i ca 4 timer, var helt med på, at det var hans regering og folk den var galt med. “Sometimes I just wanna use the F-word”, sagde han. Han var ikke videre begejstret over de islamiske ekstremister i Iran, som han mente havde for meget magt. Alligevel måtte han affinde sig med tingenes tilstand. Når alt kom til alt, havde han det jo nok stadig bedre end den anden halvdel af befolkningen – kvinderne!
Reza
Reza, som egentlig fortjener et kapitel for sig, da han de sidste par dage har betalt stort set alt for mig, er også med på, at der skal ske noget. “We want change, but not the American change”, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Hvorfor skulle en iraner stole på amerikanerne, som i gennem 8-9 år pumpede penge i Saddam, der bekrigede Iran? Hvorfor skal Iran ikke have lov til at have atomkraft, eller atomvåben for den sags skyld, når USA, Israel og naboerne Indien og Pakistan har det?
Hvorfor skal Iran ikke have lov til at have atomkraft, eller atomvåben for den sags skyld, når USA, Israel og naboerne Indien og Pakistan har det?
Jeg er vokset op i Danmark, hvor vi traditionen tro har lidt mere tillid til Amerika, trods alt, end vi har til Iran, derfor kan jeg jo godt se vestens logik – men det gør den jo ikke nødvendigvis logisk for en iraner. Det er den slags perspektiver, som jeg mener, er sunde for en som mig. Ikke at jeg behøver at skifte mening, men måske får jeg en større forståelse for folk, der tænker anderledes.
Reza, som så mange andre iranere ønsker derimod kongen tilbage, fordi Iran er et kongedømme og har været det 3000 år tilbage. Han har stadig kontakt med sønnen til den tidligere shah, som bor i USA. De arbejder i det stille for at gøre modstand mod den nuværende regering, fx ved at betale folk til ikke at stemme. Præsidentvalgene er for ham det rene fusk. Den Khamenei peger på, bliver også præsident. Derfor regner Reza også med at Ahmedinejab får lov til at sidde i 8 år, han er som en søn for Khamenei. En ting som er interessant og på nogen måder modsætningsfyldt, er at Reza er med til at skaffe reservedele uden om vestens sanktioner, til at vedligeholde dele af Irans militærudstyr. I starten syntes jeg ikke det gav mening, da det for mig var lig med at støtte den nuværende regering, men Reza forklarede det egentlig meget godt. “If I don’t like my father, I might still paint the walls on the house sometimes, because I love my home. Even though I don’t like my father, I wouldn’t give the house away to my neighbour”. Den almene iraner opnår intet ved at ødelægge deres eget land i frustration mod regeringen, men de er indstillet på, at de skal have et land der fungerer, så vidt det er muligt, når der igen bliver kongestyre – ikke Bushstyre i Iran. Det mener Reza og mange andre i hvert fald.