Irak 2004 – Kvinderne i Basra
Kvinderne d. 4.februar 2004, på vej mod Baghdad
Jeg sidder lige nu i endnu en taxi Caprice med 160 km/t ned gennem sunni-trekanten, som nyhederne kalder den og vil nu endelig færdiggøre mit afsnit om kvinderne i Basra, som blev påbegyndt for en uge siden!
I forhold til kvinder i Mellemøsten bliver der gættet og antaget rigtig meget. Hvor mange har ikke undret sig over tørklædet, eller ladet sig forarge over historier man har hørt om kvindens plads i familien? Mange!
Hvor mange af disse har så monstro spurgt nogen kvinder, for at få et mere nuanceret svar? Få!
Normalt vil vi sige, at det er det vi ved, der danner basis for de valg vi træffer i livet, men jeg tror, at det ofte er det vi ikke ved, der kommer til at styre vores valg. For hvad sker der når vi ikke ved? Vi antager og gætter os til et svar og på baggrund af det vælger vi at gøre, som vi gør.
Tiden hernede har lært mig nye ting hver dag, men alligevel er det ikke kun følelsen af, at jeg nu ved mere og mere for hver dag der går, som fylder mig. Det er lige så meget, at jeg hver dag ser, at der er så utrolig mange ting jeg ikke ved, ikke forstår, og måske heller aldrig kommer til.
I forhold til kvinder i Mellemøsten bliver der gættet og antaget rigtig meget. Hvor mange har ikke undret sig over tørklædet, eller ladet sig forarge over historier man har hørt om kvindens plads i familien? Mange!
Hvor mange af disse har så monstro spurgt nogen kvinder, for at få et mere nuanceret svar? Få!
Kvinderne i familien var ligesom mændene et kapitel for sig, og for mig et mere interessant kapitel, fordi jeg er en af dem, der i mange år har flikket mine egne svar sammen.
Faride-Sløret/Hijab
Sløret eller Hijab, som de kalder det, er måske en af de ting ved den arabiske kultur vi undrer os mest over. Pigerne i denne familie gav mig et indblik i, hvad der ligger bag for nogen, men primært at det er for mange, og bør være for alle, et personligt valg, som har sin helt egen personlige forklaring.
Faride sagde:
“I Hadiith, som er beskrivelser fra Muhammeds liv, og dermed retningslinier for en muslims liv, står der, at man skal begynde at gå med tørklæde som 9 årig, men i koranen står der, at man ikke kan stille sig til dommer overfor hinanden. Derfor må mine børn selv vælge, om de vil gå med Hijab eller ej. Det må blive mellem dem og deres gud Jeg begyndte selv at gå med tørklæde for nogle år siden, som en tak til Imam Ali (Imam Ali er en slags profet, som er meget vigtig for shia muslimer, og som fungerer lidt, som Jomfru Maria gør for katolikker. Imam Ali er Profeten Muhammeds fætters søn, og var gift med Muhammeds datter Fatima). Under krigen stod jeg hver dag foran Imam Alis billede, og bad til ham om at ingen bomber måtte ramme os, og vi blev ikke ramt. Min datter Hamsa på 22 bærer også Hijab nu, men det er hendes valg. Sarah siger nej, aldrig. Hun vil ikke gå med Hijab, og vil også helst gå i bukser.
Problemet lige nu, specielt i Basra, er at mange vil tvinge dig til at bære det, hvis de kan. Under Saddam kunne ingen tvinge dig til at gå med Hijab, for nogen var det endda svært at bære under Saddam, da Saddam ikke er muslim med hjertet. Nu er Saddam væk, og nogle af de meget religiøse kan finde på hvad som helst.
Der er i dag over 50 partier i Irak, mange af dem kommer fra Iran, og de vil have Irak til at være ligesom Iran, men i Iran er de “two-faced”. På overfladen er de meget troende, men når ingen kigger gør de alt muligt, fx tager stoffer og drikker, som de siger de ikke gør. (Før krigen var Irak stoffrit. Nu “takket” være specielt Iran, findes det flere og flere steder). Nogle af disse folk vil måske råbe efter dig på gaden, hvis du ikke bærer hijab. Nogle er mere ekstreme og kan finde på at klippe i dit hår, smide farve, eller syre i dit hår, eller måske skære dig i ansigtet, så du bliver tvunget til at dække det til. Derfor er jeg lidt bange for, hvad de kan finde på at gøre ved Sarah. Men det er hendes valg“.
Irak er ikke som mange andre af de arabiske lande. Før krigen gik ca. 70% af kvinderne med Hijab i Basra, nu er det næsten 99,9%. I Baghdad er tendensen der også, men stigningen meget lille. I Baghdad er der flere sunni, kristne og andre grupper og dermed færre iranske partier bl.a., der ønsker det gennemtrumfet. I Baghdad går kun ca. 25% med Hijab og Mosul, som altid har været en forholdsvis konservativ by, er det ca 95%.
Abu Hamsas forklaring er, at under Saddam ønskede alle frihed fra Saddam, Saddam var deres fælles fjende. Nu har de fået frihed, men kan ikke administrere den, og ønsker derfor stadig ubevidst, at andre skal bestemme over deres liv. Samtidig ønsker de at gøre nu, hvad der var sværere før. Bl.a. begynder de derfor nu at bære Hijab.
Abu Hamsa syntes ikke det virker helt logisk, men udstråler samtidig også, at han har affundet sig med ikke at løse mysteriet om kvinder.
En anden sjov ting jeg fik at vide en aften jeg sad og snakkede med bl.a. Faride og Baha’a ude i køkkenet er, at når kvinderne er alene sammen sidder de ikke med slør og lange kjoler, men måske med udslået hår, bukser, nederdel, “just like the people you see on TV“, siger Faride.
Baha’a fortæller, hvordan hans kone før deres bryllup holdt fest med kvinderne, og hvordan de var klædt og hvad de lavede. Det er selvfølgelig hans kone, der har fortalt det, for når Baha’a kom ind, var de tildækket igen, og sad stille. “Ja, jeg får aldrig lov til at se noget”, siger han med ærgerlighed i stemmen, mens Hamsa og Faride griner.
Tiden hernede har lært mig nye ting hver dag, men alligevel er det ikke kun følelsen af, at jeg nu ved mere og mere for hver dag der går, som fylder mig. Det er lige så meget, at jeg hver dag ser, at der er så utrolig mange ting jeg ikke ved, ikke forstår, og måske heller aldrig kommer til.
Hamsa og Sarah – Skole og Uddannelse
Hamsa er uddannet computeringeniør og Sarah læser til Farmaceut på college. I Irak går man 6 år i primary school, 6 år i secondary og derefter kan man så tage college/universitet som typisk tager 4 år. Nogle få 5 og 6 år, bl.a. medicin. I Irak er fordelingen mellem mænd og kvinder på videregående uddannelser ca. 50/50, dem der har lyst tager en uddannelse. Ofte er der en tendens til at kvinderne klarer sig lidt bedre, da de har mere tid til at studere, hvor mændene har flere opgaver derhjemme.
Uddannelse har været gratis under Saddam, men korruption har der også været rigeligt af. Hvis en lærer fandt ud af at en elev havde forældre med flere penge end gennemsnittet, ville han sige at børnene var dårlige i skolen og skulle have ekstraundervisning, for derigennem at tjene en lidt ekstra. Både Hamsa, Sarah og Kaku har haft ekstraundervisning uden grund.
Hamsa ved ikke endnu om hun vil bruge hendes uddannelse, eller om hun hellere vil gå derhjemme, når hun engang bliver gift. Under Saddam var mange af kvinderne tvunget til at arbejde, for at få tingene til at løbe rundt. Faride arbejdede i South Petrol & Oil Company, hvor Hussein og Fouad stadig arbejder, men de sidste 5-6 år har det ikke været nødvendigt, da Abu Hamsa har været i Libyen.
Irak har i mange år kørt efter en socialistisk model, hvor du får job efter dine kvalifikationer og det gælder både kvinder og mænd. Et problem var dog, at der under Saddam var meget forfordeling for folk, der støttede Saddam. Hvis man feks fik 60 ud af 100 i en test, ville Saddams følgere få 30 point oveni, og af den grund, ville mange inkompetente få et job, som i virkeligheden tilhørte en anden. Af den grund blev mange af Saddams folk ledere i forskellige institutioner. Godt for Saddam, skidt for Irak!
Kamar – Satelit-TV
Rosinen i pølseenden er Kamar på 9, og hun fungerer både som husets darling, men også som Kakus højre hånd. Når Kaku har behov for en pause, er Kamar klar til at træde til. Da Kaku desværre aldrig har behov for en pause, bliver det så i stedet til dobbelt op på iiritationsbarrometeret. Kamar formår dog at irritere med en charme, så hun meget hurtig tilgives, hun er jo kun 9 år gammel.
I løbet af dagen sidder vi som oftest i tv-stuen, hvor husalteret står. Husalteret her har dog ikke meget med Islam at gøre, men er det vindue til hele verden de har sukket efter i 35år. Nilesat, Arabsat, eurosat og hotbird, i alt ca 250 indstillede kanaler. Jeg lærer mere om satelit-TV her, end i noget vestligt land jeg har været. Satelitten er blevet et status symbol, som alle skal have. Familien her har det, Husseins fam har det og Abdullah måtte godt nok vente en 3-4 uger før han kunne få den han havde bestilt. Der er rift om parabolerne her i USA’s stat nr 51, som den kaldes af nogen.
En del af kanalerne er musikkanaler, hvor vestens og arabiens musik blandes godt sammen. Meget af musikken kender vi. Sean Paul, Jenifer Lopez og Linkin Park. Gad vide om disse musikere er klar over, eller tænker på at deres musik også spilles her i Irak. Hvilket syn har de på Irak? Musik er universelt siges der. “It makes the people come together”, bliver der sunget. Hmm, måske var det det man skulle prøve: At hyre gademusikanter til at løse konflikten hernede i stedet for politikere.
Hver aften sent sidder pigerne og Kaku og ser TV, og selvom klokken er blevet over midnat, fiser 9-årige Kamar stadig rundt. De sidste nye hit her i familien er realitygenren, som har lidt af hvert at byde på. Star Academy, hvor en lille gruppe af mænd og kvinder fra hele Mellemøsten, bliver overvåget i et hus, hvor man følger dem øve sig på at synge og spille musik. Et mix af Big Brother light og Popstars. Et andet program handler om 6 kvinder, der gerne vil giftes, og lader sig bure inde, og mænd der også gerne vil giftes kan så ringe ind og stemme. Til sidst er der en kvinde tilbage og hun må så vælge, hvem af de mænd der har stemt på hende, hun vil have, sammen med et hus og nogle penge.
En mellemøstlig Robinson har de sørme også, og Hamsa vil gerne være med, men som Faride siger til hende:”Der er jo både slanger, og du skal sove sammen med andre og kan ikke få nok at spise. Det er jo slet ikke dig”!
Kl. ca. 2 er det godnat tid, og Kamar bliver også lagt i seng.
(D. 4.feb kl 14.29: Min puls er lige nu på ca 120, men har for få sekunder siden været tæt på de 200. Vi er på vej tilbage fra Mosul til Baghdad, hvor vi skal fange bussen til Amman. Vi kører med “Prinsen”. “Kongen” kørte vi med fra Baghdad til Mosul. De øjeblikke hvor vi har været tættest på døden hernede, har ironisk nok været i trafikken. Hernede er der vej, hvor der er vilje, om det så medfører højre eller venstre kørsel, overhaling indenom eller udenom, er fuldstændig ligegyldigt. Vi har lige lavet en indenomsoverhaling i løst grus med 110 i timen forbi 6 biler og en bus. Hernede er der kun én vej og det er fremad – Ihvertfald i trafikale spørgsmål!
Jeg håber, at vi klarer de sidste km til Baghdad. Gør vi det, så er jeg efterhånden hærdet til hvad som helst!)