Irak 2004 – Mændene i Basra
Mændene d. 1.februar 2004, Baghdad
Abu Hamsa er faderen i huset. Han arbejder i Libyen, og er den primære grund til, at de har råd til at bo, hvor de bor. Lige nu er han hjemme på 2 ugers ferie. De er ikke rige, hvis de selv skal sige det, men hvis der er 20% i Irak der er rige, så ligger de i den næste gruppe på ca. 30%. Dem der har mere end gennemsnittet.
Abu Hamsa er en typisk mand, der ser problemer og derefter løsninger. Han er en ledertype, det er klart for enhver, men samtidig er det også tydeligt at se, når han futter rundt i bare tæer og joggingbukser, at det ikke er alt, han skal forsøge at styre her i huset.
Hørte i skuddene her i nat?” Spurgte han den første morgen. “Ja, jeg ved ikke, hvad det var, men det kan jo både have været røveri eller skyderi efter nogen på gaden. Jeg må tjecke det her i eftermiddag“
“Hørte i skuddene her i nat?” Spurgte han den første morgen. “Ja, jeg ved ikke, hvad det var, men det kan jo både have været røveri eller skyderi efter nogen på gaden. Jeg må tjecke det her i eftermiddag“. Også hernede regerer frygten for Ali Baba. I dette tilfælde medførte det, at han selv og Kaku gik i gang med at rense husets våben. Hernede har man lov til at besidde 2 våben pr. husstand; en mindre pistol og en lidt større, typisk en ældre kalashnikov-model, som kolben er blevet pillet af for syns skyld.
Senere på dagen kom afsløringen om de mange skud. En knægt i et hus bagved Abdullahs (broderens) hus var død i løbet af natten. Årsag: Leukæmi. I sorg var familiemedlemmer gået ud og havde skudt op i luften. Det er den måde de hernede viser både deres glæde og sorg.
Den anden aften vi er i Basra, skal vi overnatte hos Hussein, som bor mindre end 500meter væk, men ikke noget med at gå. “Vi smider jer i bilen og kører jer derover, så ingen kan se jer. Der er ingen grund til at nogen ved, at I opholder jer her”, sagde Abu Hamsa. Det virkede overdrevent, men man måtte respektere det. Skete der noget med os ville disse mennesker aldrig tilgive dem selv, så vi adlød og blev kørt til Hussein.
“På trods af al denne venlighed og gæstfrihed, kan vi bedst sammenligne vores ophold her, som et slags fangenskab. Vi må ikke forlade huset på noget tidspunkt. Porten er forsvarligt låst med en stor hængelås. “Det er ikke så godt I bliver set”, siger de. I dag fik vi allernådigst lov til at sidde på taget, men kun hvis vi sneg os langs murene, så vi forblev usynlige for folk i kvarteret.
Vores frihed er begrænset til de to stuer i underetagen, gården, hvor bilen er parkeret og så selvfølgelig toilettet“.
-Carsten
Hussein & Abdullah – Krigen
“Basra er lige nu på det dårligste niveau i mange, mange år. Vand og el har ikke været ringere på noget tidspunkt under Saddam, men nu er vi trods alt fri for ham. Vi må bare være tålmodige“. Hussein og hans to sønner Baha’a og Fouad, samt hans bror Abdullah sidder rundt omkring bordet, som er et af de hvide, runde, haveborde vi kender så godt. Vi sidder og spiser i lyset fra en petroleumslampe. Strømmen er gået og Hussein har for nyligt solgt generatoren.
“Saddam var en kriminel. Under hele hans styre har han drænet Basra for, hvad der er af gode ting. Basra er en rig by på natur og grundstoffer, men alt har han taget fra os og givet til sine egne i Baghdad og længere oppe nordpå. Han har taget palmetræer, rykket dem op med rode, og flyttet dem til hans hjemby i Tikrit. I alle 3 krige er det gået ud over Basra. I den første golfkrig var det kun hernede sydpå kampene foregik. Alle de andre steder smed de irakiske soldater våbnene inden der nåede at opstå kampe. Ingen ville kæmpe for Saddam“.
Hussein er ikke bare en gammel uforurettet mand, han har faktisk ret i, hvad han siger. Basra har under Saddam måske fået en tyvendedel af, hvad de skulle have haft rent økonomisk. Var der problemer med strømmen i Baghdad omlagde man den strøm, der skulle gå til Basra. For Saddam var folk i Basra 2.rangsborgere. Primært er der shiiter i Basra området, og Saddam ser shiiter som 2.rangs mennesker. Flere tusinder er blevet slået ihjel, henrettet på den baggrund.
“Saddam har aldrig vundet en krig. Han siger godt nok, at vi har og han får os irakere til at sige det. I så mange år har vi løjet af frygt for ikke at blive smidt i fængsel eller på anden måde straffet, men nu kan vi tale frit. Saddam har aldrig vundet nogen krig, men i krig er der ingen vindere, kun tabere“.
“Irak-Iran krigen fra 80-88, startede på grund af nogle få territorier, som Iranerne havde bosat sig i, og da Saddam havde sparket dem ud relativt hurtigt, fløj han videre ind i Iran og bombede dem, og sådan foregik det i 8 år. Flere hundrede tusinde døde i den krig, en krig uden formål, styret af to ledere der ikke ville sige stop. Saddam var bange for den nye shia revolution i Iran, og at de mange shiiter i Irak skulle ride med på bølgen, derfor måtte han slå nogen af dem ihjel. USA var også bange for shia revolutionen, derfor støttede de Saddam. Husk USA har jo støttet Saddam hele vejen igennem. Det var amerikanerne og englænderne, der gav Saddam lov til at gå ind i Kuwait, med aftale om at han skulle trække sig ud, når de sagde til. Det var Saddam så ikke helt med på, så han blev og udløste den anden krig. Hvorfor amerikanerne ikke fjernede Saddam dengang forstod vi ikke. De havde bombet os og besejret os, og ventede kun på at de skulle befri os fra Saddam, men de gjorde det ikke. Hvorfor?”
Godt nok er det snart 13 år siden, men frustrationen ses stadig tydeligt i både Husseins og Abdullahs ansigt i skæret fra petroleumslampen. Havde amerikanerne grebet ind dengang, var mange menneskeliv blevet reddet, der havde været en krig mindre og Irak havde haft flere penge at bygge landet op med igen. Politik og ikke logik styrer krige i dag, men det skal man ikke forvente at mennesker der sidder i heksekedlen kan forstå. Baha’a og Fouad kigger på mens ‘de gamle’ fortæller. De var blot halvgamle knægte dengang, men også de ved nu, hvad krig er.
“Saddam har aldrig vundet en krig. Han siger godt nok, at vi har og han får os irakere til at sige det. I så mange år har vi løjet af frygt for ikke at blive smidt i fængsel eller på anden måde straffet, men nu kan vi tale frit. Saddam har aldrig vundet nogen krig, men i krig er der ingen vindere, kun tabere“.
Baha’a – Arbejde
Abdullah smuttede hjem ved en 10-tiden, og Hussein bliver hængende til kl. 12 og ser en håndboldkamp via satellit. Strømmen er nu kommet tilbage.
Baha’a og hans bror Fouad har ikke sagt så meget mens ‘de gamle’ har været der. “English, not so good”, er en del af forklaringen. Baha’a kan dog sagtens gøre sig forståelig og han giver mig et lille indblik i jobsituationen i Irak lige nu, mens han hiver en smøg frem, hernede ryger man ikke foran sine forældre af respekt for dem.
Baha’a er 28 år og er gift og har et barn på 7. Han er college teacher, og har en degree i Fine arts. Lærerlønnen for Baha’a var under Saddam på omkring 30$, her efter krigen er den på ca. 160$. En almindelig lærerløn var under Saddam på ca. 2$, nu er den på mellem 100 og 200$. Af den grund havde alle mindst 2 job for at kunne leve og forsørge familien, lærerjob til kl. 2 og så et andet job om eftermiddagen, måske om aftenen et tredje. Alle irakere med job, tjener nu væsentlig mere end under Saddam, på nær de få der var en del af Baath partiet eller Saddams tro støtter. Lige nu er arbejdsløsheden på omkring 50%, mange har mistet deres job på grund af krigen, eller måttet skifte job. Nogen forsøger sig med en karriere som Ali Baba, mens andre vælger en kummerlig tilværelse som sælger af aviser, kleenex eller bananer midt i de store kryds. Når jeg ved, hvor let det er at lade sig friste af Ali Baba tilværelsen, får jeg større respekt for dem der arbejder, uanset hvilket arbejde det er. Arbejdsmarkedet er dog i gang, og faktisk i en positiv proces de fleste steder. I dag kan alt købes og sælges i Irak, i modsætning til bare for 6 mdr siden Processen er i gang og livet ruller videre.
Fouad Р̠gteskab
Fouad er 26år. Han er lidt multitalentet i familien. Hans engelsk er ikke så godt som Baha’as, men han formår med mimik og udstråling at fortælle lige så meget. Han har sort bælte i taekwondo med 7 dan, han er som sin bror kreativ af natur, han er en habil og underholdende danser og d. 5.februar skal han giftes. Pigen er 20 år gammel og fra en anden familie i Basra. Han mødte hende i hans butik, hvor han blev forelsket i hende. Han fortalte hans far, Hussein at han havde fået et godt øje til hende, og Hussein, og hans 2 brødre; Abdullah og Abdul Hassan tog så over og besøgte hendes familie. Det var ok med hendes familie, så derefter tog de nogle stykker inkl. hendes far over for at møde Fouad. De har kendt hinanden i 1,5 år. Da Fouad endnu ikke har råd til at købe eget hus, bor de i den ene side af Husseins hus. Baha’a og hans familie har også deres lejlighed i bygningen. Arrangerede ægteskaber, hvor de to parter ikke har mødt hinanden finder ikke sted her i Irak, mener de to, men på grund af økonomien er det en tvingende nødvendighed at have familien med inde i planerne. Det vigtigste overhovedet er dog at forstå, at det afgørende ord ligger hos de implicerede parter. I dette tilfælde Fouad og hans kommende kone.
“You my friends. Please come. Not possible, sure“? Inden vi rejste fra Basra, inviterede Fouad os til hans bryllup, men omkring dem tid hvor de sidder og guffer bryllupsmiddagen i sig, får vi valget mellem pasta og kylling ombord på Turkish Airlines mod Istanbul.
Kaku – En knægt vi aldrig glemmer.
“Som i ethvert forhold, hvor der er tale om “frihedsberøvelse”, er der nogle til at holde øje med + straffe de indsatte. Denne person her er KAKU! Hans uskyldige iver og nysgerrighed liver med tiden til en form for mild tortur.
Han er 17år gammel, men virker på sin helt egen kejtede måde meget yngre. Hans konstante forsøg på at få opmærksomhed og jagten på ligegyldige svar, på ligeså ligegyldige spørgsmål, forstyrrer og ødelægger koncentrationen. Bedst sammenlignes han med en flue, der forstyrrer en, mens man forsøger at sove.
Irritationen over denne teenager overkommer vi overraskende godt med latter som medicin. Han er afgjort genstand for meget plads og morskab i vores daglige samtaler fra nu af…”
-Carsten
Kaku minder mest af alt om mig selv som 8-årig, når mine ældre søskende havde venner på besøg. En opmærksomhedskrævende, møgirriterende hvalp, en hund der er dum nok til at løbe efter den samme pind 20 gange, en plageånd til UG og slange, og en dreng som man alligevel ikke kan lade være med at holde af og grine af. Kaku er et af de mennesker du møder, og som derefter bliver smidt i skuffen mærket ‘unforgettable’.
[I would like to have picturebook of 7-year-old-girl] – [Can I see your electrical toys?]
“Hello! This is dictionary you know, my father bought it. 100$. Here English-Arabic. Arabic-English”.
Kaku viser stolt sin nyerhvervelse frem, og de sætninger der dukker frem på displayet. Kaku forstår ikke selv, hvad der står, for ham er det bare engelsk. Jeg morer mig i mit stille sind. Sjældent har jeg mødt en person mere ivrig efter at bruge det begrænsede engelsk han eller hun kunne. Fx sagde han:
-You talk me thank you!
-Whats your name, Anders?
-How are you? (sagt med 10 minutters intervaller)
-Hov, hov, hov (Kakus egen mix af ordene ‘who’ og ‘how’, fremsagt med en irriterende pegefinger i dit synfelt)
Kaku lærte os en masse arabisk, og lidt om hvordan det er at være 17år i Irak. Han fik mig til at grine et hav af gange og ikke en eneste af gangene var det hans intention at være sjov. Kaku er faktisk bare ligesom en dansk knægt på godt og ondt og for hver time der gik i vores fantastiske fangenskab, med plageånden i hælene, raslede forestillinger og fordomme til jorden. Allerede den første aften blev Carsten og jeg enige om, at vi kunne unde enhver dansker et besøg hos denne familie. Efter få timer bliver man tvunget til at udvide sit billede af ganske almindeligt familieliv her i Irak. Hvor forskellige er familierne i Irak? Lige så forskellige som familier i Danmark, ikke to ens findes der. Måske en banal information, men tilsyneladende noget mange glemmer alligevel!
“….Alligevel er han jo en harmløs og dejlig dreng. Han syntes vel bare det er spændende at have et par “rumvæsener” boende. Jeg bebrejder ham intet”.
-Carsten
Læs om