Irak 2004 – Ali Baba
Ali Baba 25. januar 2004, Baghdad
Første gang jeg hørte om ham var i en artikel i politikken i slutningen af november måned, skrevet af en iraker. Næste gang var på vejen hertil i bussen fra Amman, Muhammed fortalte om ham. Muthanna, Muhammeds bror kørte os rundt i et kvarter, hvor han ofte boede og amerikanerne vi talte med i går havde mødt ham. Nogen af deres kollegaer havde skudt på ham, andre var blevet beskudt af ham. Alle her i Irak har en historie om ham. Enten har de mødt ham, eller også er de sygeligt angste for det møde som synes uundgåeligt.
Uanset hvem han er, hvor han er eller hvad han er, så styrer han vores tur mere end jeg bryder mig om. Han irriterer os mere, end han fylder os med frygt, men uvisheden om ham lammer os. Låser os fast.
Vi har ikke mødt ham endnu, og tvivleren inden i spekulerer på om han overhovedet findes. Måske er det det han venter på. At vi fornægter hans tilstedeværelse, så han ubemærket og ubesværet kan springe op som en trold af en æske, og straffe os. Måske viser han sig kun for nogle, måske er der noget ved os, der gør at han vender om. Måske har vi set ham i skikkelse af en taxi chauffør vi lod køre videre, eller en fyr på det modsatte fortov.
Uanset svaret på disse spørgsmål. Uanset hvem han er, hvor han er eller hvad han er, så styrer han vores tur mere end jeg bryder mig om. Han irriterer os mere, end han fylder os med frygt, men uvisheden om ham lammer os. Låser os fast.
Vi vil gerne til Basra, hvor vi har nogle kontakter, men uanset om vi taler med iraker, soldater eller journalister siger de alle det samme. “Med mindre I SKAL til Basra, så lad være“. For nogen er det frygten for, at vi skal møde ham på vejen derned, for andre at vi skal møde ham på busstationen.
Det ikke bare irriterer mig, men fylder mig også med frustration og en hvis form for sorg, at en så lille del af Iraks befolkning, skal have lov til at præge det store billede så meget.
De kalder ham; Ali Baba, efter fortællingen om Ali Baba og de fyrretyve røvere. I den fortælling var Ali Baba helten om man vil, men fordi man forbinder Ali Baba med røvere, er de to ting i nutidens Irak blevet én og samme ting. En Ali Baba er i Irak anno 2004 en vaskeægte bad guy. Når vi snakker med folk på gaden, ganske almindelige og venlige gennemsnits irakere, er det tydeligt at mærke, at de om nogen mærker, hvordan det er at leve i Ali Babas skygge. Det ikke bare irriterer mig, men fylder mig også med frustration og en hvis form for sorg, at en så lille del af Iraks befolkning, skal have lov til at præge det store billede så meget. Mange fra Ali Baba slænget er endda udefrakommende, der ser sit snit til at herske i et lovløst land.
Lige før krigen, blev 100.000 fanger løsladt fra irakiske fængsler. Mange af de 100.000 havde bestemt sig for bod og bedring, og en ny start på livet, når eller hvis de fik en ‘second chance’. Da de så bliver sluppet løs, ser de ikke et struktureret og trygt Irak, men det vi andre så i vores barndom lørdag aften på DR med John Wayne i hovedrollen. Det vilde vesten! For mange af dem der blev løsladt, krævede det mere end et løfte om bod og bedring at sige nej til den fristelse, der blev præsenteret i virkeligheden udenfor murene.
“De skulle lave udgangsforbud” sagde en iraker til mig i aften, der arbejder som tolk for ungarsk tv. “20 dage ville være rigeligt til at få indsamlet alle våben og bomber og en masse af de Ali Babas, der render rundt. Efter krigen og frem til ramadanen var der udgangsforbud, men kun fra kl. 23 til solopgang. 80% af befolkningen ville gå med til et udgangsforbud uden at blinke, men det er kun amerikanerne, der kan sætte det i værk, og jeg tvivler på, at de gør det.”
It’s a sad, sad situation, and it’s getting more and more absurd. Uanset hvor stor og hvor reel en trussel Ali Baba er for den almene iraker, håber jeg at den styrende frygt snart må forsvinde. Livet går videre, heldigvis, men for os og ca. 95% af den irakiske befolkning, hvis ikke mere, håber jeg at nogen snart får gjort kål på ham Ali Baba, så vi kan rejse trygt til Basra og irakerne færdes frit igen.