Irak 2004 – Welcome to Baghdad

Muhammed og Muhammed på gaden i Al Yarmuk, hvor de begge voksede op.

Welcome to Baghdad 20. januar 2004, Baghdad

Jeg sidder i dette øjeblik og griner ud i lokalet. Alt lys forsvandt på værelset sammen med al strømmen, og Carsten er for få sekunder siden gået ud for at tage elevatoren. Welcome to Baghdad!

Til Baghdad

Sjældent, måske aldrig før har en bustur været omgærdet med så megen spænding. 15 timer med bus, til en anden verden sagde folk i Jordan. “You’ll see how life was 200 years ago”. Er det virkelig så slemt? Vi forventer det værste, men håber det bedste.
Vores ønske inden afrejse fra Danmark var at møde irakere, der kunne udfordre vores egen og andres fordomme. Ca 400 km før Irak møder vi allerede den første.

I’ve been to Denmark. Nice airport you’ve got“, siger han og griner.”

På busstationen i Amman møder vi Muhammed. Han er 40 år gammel og iraker, men har siden 98 boet i Jordan. Han er ingeniør, og har rejst væsentligt mere end den almene borger med adresse i Mellemøsten. “I’ve been to Denmark. Nice airport you’ve got“, siger han og griner. Muhammed taler flydende engelsk med den obligatoriske mellemøst-accent.
Inden vi sætter os til rette i bussen, som er en tysk turistbus af lidt ældre dato, får vi finpudset vores baggrundsviden om Irak. Muhammed forklarer, som Iraker, men erkender, at han nu har været så længe i Jordan, at han også ser konflikten med “udenlandske” øjne.

Amerikanerne kalder sunnier for ‘Bombmen’ og shiiter for ‘Ali Baba’s’), men to ting har de fælles. Overordnet er de enige om, at hverken Saddam eller George Bush er en god leder for Irak.“.

Konflikten i en nøddeskal. Irakerne hadede deres diktator, Saddam. Amerikanerne kom og gjorde det, som de ikke selv kunne gøre. Langt størstedelen af Irakerne sætter pris på at Saddam fjernes, men begynder langsomt at se, at amerikanerne ikke har tænkt videre. Der er stor forskel på de forskellige befolkningsgrupper i Irak, hvad de ønsker og hvordan de har håndteret konflikten (shia og sunni, som de to største. Amerikanerne kalder sunnier for ‘Bombmen’ og shiiter for ‘Ali Baba’s’), men to ting har de fælles. Overordnet er de enige om, at hverken Saddam eller George Bush er en god leder for Irak. Amerikanerne har fjernet den struktur der var, men har ikke givet et alternativ. Den almene iraker savner tryghed og vished for fremtiden.

To tell you the truth! When i saw the statue of Saddam falling, I felt very happy, and I saw hope for the future. But when I came back in June, I was surprised of the state the country was in. Telephones and electricity was worse than during Saddam, and Baghdad was destroyed. I was hoping it would improve from there, but when I came back after the ramadan in late november I saw the same. It’s a very difficult situation“.

Hver gang der er pause, får vi nye input fra Muhammed, og ved grænsen er der rigelig tid. Selv om både Carsten og jeg har rejst en del, er denne grænsekrydsning mere end bare en gang tegn og gæt, som det ofte er ved alverdens grænser, man er overladt til sig selv. Muhammed kommer os til undsætning, selvom han til tider også må ligne et spørgsmålstegn.

5 timer senere: Halvt i søvne, men alligevel vågen nok til at sætte pris på farvespillet og solopgangen ude over ørkenens flade landskab. Fantastisk!

Kl. 9 ruller vi ind på busstationen i Baghdad – Jeg vågner.

I Baghdad

Kom med mig i taxi hjem til min mors og brors hus, der kan I ringe til jeres kontakter i Basra, og hvis alt går vel, kan jeg tage jer med ind til byen, når jeg skal ind og forny min kones pas“. Muhammed havde hørt lidt om vores planer og vi tog gladeligt imod hans udstrakte hånd.

Muhammeds familie bor i Al-Yarmuk, et kvarter bygget til officererne i den gamle hær før Saddam. Kvarteret slap billigt under krigen, men på vej derhen ser vi de første beviser på, at noget for os uforståeligt er foregået her i Baghdad. Krig!

Vi bliver budt indenfor til te, den søde af slagsen, og kort tid efter begynder den resterende del af familien at dukke op. Hans bror Muthanna som en af de første. Solen er nu stået op og varmer dejligt og vi tænder en cigaret og går med Muhammed op gennem barndomsgaden.
Salaam a laykum. Welcome back“. Naboerne pibler frem, tydeligvis glade for at se Muhammed. Vi hilser på, og de fleste får finpudset deres engelskgloser, mens vi kæmper med vores arabiske. “Ismi Anders. Min Danemark! Kayf halak“.

Muhammeds gamle legekammerat, Muhammed kommer også og hilser på. Der er to år imellem dem, og de har leget sammen siden de var små. Begge deres forældre var generaler i den gamle hær, derfor kan de bo, hvor de bor. Jeg spørger dem, hvad de gjorde i skolen, når der var flere med samme navn, jeg husker selv hvordan vi i min klase engang hed Anders Ø, Anders O og Anders P, eller brugte efternavne i stedet.
I’ll tell you something“, siger Muhammed1. Ham vi mødte først. “At one time I attended a class where all 45 was named Muhammed“. Jeg er glad for at Muhammed siger det med et smil, for det lyder næsten for komisk til at være sandt

Muhammed2 var med i Golfkrigen i 91, men var heldigvis, siger han, udstationeret 50km fra fronten. Hans bror var i en deling i Basra. Da amerikanerne kom vendte hele delingen om og flygtede. “They didn’t want to fight for Saddam“.
Muhammed har altså været ‘one of the bad guys’ i en sort/hvid krig, jeg har siddet og ladet mig underholde af for godt 10år siden. Muhammed som jeg nu sidder og joker med henover en kop te.

Kl. er blevet 11 og Muhammed skal af sted for at sikre sig, at han kan få familiens pas med tilbage til Jordan inden fredag. Muthanna har insisteret på, at han vil køre os rundt, så Muhammed kan tage af sted med ro i sindet. “Hopefully in the future we will meet under different circumstances, don’t hesitate to mail or call me”.

Muthanna bakker den hvide Toyota Tercel ud af indkørslen. “It’s a sissy-car“, siger han med et smil. Muthannas engelsk er ikke helt på højde med den 4 år ældre bror, men venligheden må ligge til familien. Før krigen var han indehaver af en slikbutik, nu venter han på at situationen bliver stabil. Familiens telefon fungerer ikke i dag, så en offentlig tilgængelig telefon bliver vores første ærinde.

Hver anden tredje gang vi tager en sidevej, må vi vende om på grund af at amerikanerne har spærret vejen med enten betonblokke eller pigtråd. Det langsommeliggør alt, men Muthanna ser ikke ud til at være stresset, og vi er hvor vi allerhelst vil være; i Baghdad sammen med en iraker, der kan fortælle os hans sandhed om Irak. En sandhed der synes mindst ligeså gyldig, som den CNN eller DR1 kan præsentere.

“This school over here was my school”
Muthanna holder ind til siden og peger. Han gik i skole lige over for Baghdad Zoo, og med lys i øjnene fortæller han om en af de største dage i hans barndomsliv. Baghdad Zoo skulle have et næsehorn. Næsehornet ødelagde buret den blev fragtet i, løb over gaden og ind på skolens område, hvor folk løb forvildede rundt. Hvad jeg ikke ville have givet i 4.klasse for at se min plageånd af en gårdvagt blive jagtet rundt!

People are very friendly in Iraq“, men alligevel udviser han nærmest sygeligt angst for, at vi skal støde ind i den lille gruppe af tilbageblevende Ali baba’er. “You are our guests, so we are sorry for anything that may happen to you, buy we hope nothing will, Insha’Allah”.

“‘Insha’Allah’, om Allah vil, er en oprigtig og integreret del af Muthannas ordforråd, på samme måde som ‘fuck’ er en del af Bruce Willis’.”

‘Insha’Allah’, om Allah vil, er en oprigtig og integreret del af Muthannas ordforråd, på samme måde som ‘fuck’ er en del af Bruce Willis’. Muthanna er aktiv muslim, og er et af de mennesker, der formår at integrere troen i sit liv på en naturlig måde. Det virker ikke påtaget og falsk, men oprigtigt. Han ønsker ikke bare at kalde sig muslim, men han ønsker også at leve som muslim. Videbegærlig, interesseret i andre, og næsten overdrevent næstekærlig – og samtidig oprigtig og seriøs i sin tro. Muthanna blev for os, den bedste reklame for Islam, man kan forestille sig.

Til klokken halv 6, kørte Muthanna rundt med os i hans sissy-car, han gav frokost, betalte telefonregning, tog os til exchange office og checkede ca. 8 hoteller for os. Prisen er vigtig, men sikkerheden kommer først.

We hoped to meet people like you here in Iraq, and already the first day we’ve met so many“, sagde jeg til ham, da vi sagde farvel. “Well, I’m sure God send you here – you are good people. I hope everything goes well. Insha’Allah. Call me….if the phone works

Det er blevet d.21. strømmen er for længst kommet igen, og er også gået et par gange siden. Ude i det fjerne høres fra tid til anden en skudsalve, eller et lidt større brag. Måske er det lyden fra en amerikansk humwee nede på den mennesketomme gade der registreres eller en røde halvmåne helikopter. Livet lige nu i Baghdad er ikke, som nogen ønsker det, men nogen af os, der er her, kan tage af sted igen og ligge alt bag os, alt imens Muhammed, Muthanna og de andre på villavejen i Al-Yarmuk bliver hængende.

Tilbage til Irak 2004

1 kommentar

  1. The h Brigade Combat Team was relieved by d Brigade, t Armored Division in March 2005. This was the same brigade that had been relieved by 1–2h FA in March 2004. d BCT, 1AD deployed in 2005 as an element of d Infantry Division which was assigned as the Multi National Division – Baghdad headquarters for OIF III. The 1–1h Field Artillery Battalion, of the h IBCT, Georgia Army National Guard was attached to d BCT, 1AD during this time. The 4-1 FA relieved 1–2h FA of the Base Defense and Field Artillery Support missions at this time. 51 RAOC was relieved of Mayor Cell responsibilities by t Battalion, 151 Field Artillery Regiment, Minnesota National Guard .

No Widgets Added Yet

Please add them in the WordPress admin page under Appearance → Widgets. The widget section is "Udsat".