Irak 2004 – Osama i Gilleleje

“Drej til højre i rundkørslen, og til venstre efter krydset. Stop ved de 2 løver, der er ikke noget nummer på døren”

Nemmere sagt end gjort, men en trist og kold søndag aften, med hosten i højsædet, holder vi foran den dobbelte carport flankeret af 2 marmorløver. “Mesopotamien”, står der over ringklokken. Hmm, det kræver vidst mere end en kreativ hjerne at finde plads til både Mesopotamien og Gilleleje i samme kategori.

“Velkommen. Nå, I fandt det? Kom indenfor”.

Osama El-Erhayem kom til Danmark i 1968. Han forlod Irak som 17-årig og påbegyndte en ingeniør uddannelse i Tysland, men hans kærlighed til danske Ingelise fik ham til at bosætte sig i Danmark. Trods de mange år i Danmark, har han bibeholdt en tæt kontakt til sit fædreland og sin familie. Hvert år siden 1979 har han været tilbage for at gense og føle processen i et land, som tidligere gik under navnet “Mesopotamien”. “Civilisationens vugge” – kaldte man landet, men hvem forbinder det i dag med Irak. Irak et land hvor analfabetismen er steget fra 20 til 45% under Saddams regime og hvor ord som demokrati og civilisation ofte kun synes at finde i fremmedordbogen.

“I kommer derned på et godt tidspunkt. – Engang var Irak fyldt med turister, men så kom krigen mod Iran og så Golfkrigen. Nu er der ingen tilbage! I får det hele for jer selv. I skal måske endda selv rundt og finde én der kan lukke jer ind, på de steder der engang var turist attraktioner. Vi har flere ting at se end i Egypten”.

Det ville ikke være dårligt, hvis han virkelig har ret……

Osama har sammen med hans datter Anja lavet to programmer på DR1, hvor de rejste til Irak og besøgte familien. Et program under krigen og et efter. De fik igennem disse programmer lov til at vise en del af den virkelighed, vi sjældent ser i de danske medier. Hverdagslivet i Irak.
Da Anja første gang henvendte sig til DR, svarede de tilbage, at de danske seere (altså du og jeg) ikke interesserede sig for den almindelige irakiske befolkning. Men hvis hun kunne få et interview med Saddam, ville de være interesseret.

Er det sandheden om os danskere? Er vi ikke interesserede?

USA – Fjenden nr. 1

“Den overordnede situation i Irak lige nu er ulykkelig. Irakerne er et stolt folk, og i 35 år har deres verdensbillede været Irak, og kun Irak. Saddam har trukket stregerne og sat dagsordenen. En morgen vågner det irakiske folk op til en stormagt, der indtager landet og befrier dem fra deres diktator. De besætter landet, men beskytter ikke irakisk kultur, irakisk ejendom. Systemet forsvinder, men der kommer ingen udskiftning. Nogle ser deres snit til at plyndre, mens størstedelen af de irakiske borgere ser deres verden blive revet ned og skilt ad”. “Det samme ville ske i USA. Var der ikke opsyn med Det Hvide Hus, ville det også blive plyndret”.

“USA har haft en helt klar plan for krigen, men de har ikke haft en klar plan for genopbygningen. Det burde ikke være tilladt, at en så vis nation som USA, må få lov til at handle så uklogt. El-nettet, tlf.-nettet og vandforsyningerne er dårligere end under Saddam. Folk ønsker ikke Saddam tilbage, men de ønsker mest af alt; tryghed”.

“Det er svært at tro på en demokratisering, når USA i dette land og andre regioner har handlet så udemokratisk (ex Afghanistan, Pakistan og Jordan, hvor Bush administrationen har give støtte til ikke demokratiske kræfter). I flere omgange har USA æren for at Saddam fik lov at sidde så længe, som han gjorde. Han var en slem mand. Ja, men han var deres slemme mand”.

“Amerikanerne står nu tilbage, og træder vande set med irakernes øjne, og bliver dermed den fælles fjende i den brede befolkning. Hvad vil de amerikanere? Hvorfor gør de ikke noget?”

Osama snakker videre og vi spørger videre. Osama har en naturlig kærlighed til hans land og til hans folk, men postadressen hedder i dag Det Yndige Land med de brede bøge, hvor intet ondt kan ramme os og hvor vi til sidste års Irak indsamling gav hele 7 kr i gennemsnit pr person til krigens ofre i Irak.

Osamas bekymring og begejstring for landet smitter af. Nu er det vores tur til at se, ikke mere gisnen og nøjes med kl. 18-nyhederne. Jeg tror han har ret – Det er det helt rigtige tidspunkt at tage af sted, i hvert fald har jeg ikke lyst til at vente længere.

Vi spejlvender kørevejledningen, og finder vejen tilbage mod København….

Tilbage til Irak 2004