Irak 2004 – Abu Ali/Mr Taxi
Abu Ali 30.januar 2004, Highway 6
“Amara this way, or this way“, spørger jeg.
“This way“, svarer vores chauffør Abu Ali, og peger tilbage, hvor vi har kørt. Vi sov.
“Ok, so Ali Baba finish now“, siger jeg smilende som gensvar.
“Yes, Ali Baba finish, insha’allah!”
Abu Ali har frygtet at støde på en Ali Baba siden vi kørte fra Basra, men nu er det mest kritiske overstået, og Abu Ali er lettet.
I landet hvor højre og venstrekørsel forenes i skøn forvirring, hvor lovene opretholdes med en forbavsende forskellighed og hvor man til trods for at man er et epicenter for verdens opmærksomhed, stadig kæmper med dagligdags ting som medicin, vand og elektricitet, ja der sidder jeg nu på bagsædet af en Chevrolet Caprice, og ser det jævnt kedelige flade marsklandskab glide forbi med godt 90miles i timen. Vi er på vej tilbage til Byén: Baghdad.
“Det er ikke et sikkert sted“, sagde de alle i kor, men frygten må ikke paralysere os. For det er derude, hvor det er ‘så farligt’, at irakerne lever.
De sidste 3 døgn har vi været undervejs på vores Basra-tur, og den har givet os hvad vi kun turde håbe på. Jeg kan ikke længere selv følge med hernede og jeg har mærket begrænsningerne af at døgnet kun indeholder 24 timer. Så mange indtryk har vi fået hernede, at kun en lille brøkdel, kan blive nedfældet, men mit håb må være, at du vil lade den lille brøkdel få lov til at nuancere dit billede af denne verden og denne konflikt, insha’allah!
Abu Ali
“Abu Ali er en god mand. Ham kan I godt stole på. Han er ingen Ali Baba.”
Sådan sagde Qasim, da vi var taget til Nahda Square i Baghdad for at finde transport til Basra. Qasim havde kørt taxa-kørsel for os til busstationen. “Det er ikke et sikkert sted“, sagde de alle i kor, men frygten må ikke paralysere os. For det er derude, hvor det er ‘så farligt’, at irakerne lever. Indespærret bag frygten på Agadir Hotel bliver vi ikke klogere, så kunne vi ligeså godt have taget på kroferie i Jylland.
Vi var egentlig taget af sted for at finde en bus til Basra, men Qasim fik os overtalt til at tage en ‘republican taxi’. Et helt bagsæde til to personer i en amerikanervogn knap 600km for 30$, det må der være plads til i budgettet.
Abu er en god mand, og når man smider sin egen personlige mistillid til side lyser venligheden ud af ham. Måske den mand jeg har haft mest lyst til at snakke med hernede, men hvor det ikke har været muligt på grund af sprogbarrieren. På trods af sprogbarrieren gav Abu Ali os et eksempel på den irakiske stolthed. I Baghdad lovede han Qasim at finde frem til familien i Basra, hvor vi havde en kontakt. På den måde sikrede Qasim sig også, at vi var i gode hænder, og at vi ikke lige pludselig ville stå alene i Basra. Da vi ankom til Basra kørte vi rundt i en lille time for at finde vores kontakt, et løfte er et løfte. På vejen samlede vi endnu en venlig sjæl op, som hoppede fra sin taxi over til os for at hjælpe med eftersøgningen. Vores nye hjælper var apoteker, og fungerede både som tolk og turistguide i triste, bombede og udplyndrede Basra.
Efter et telefonopkald og lidt mere søgen, fandt vi vores kontakt, og midt i velkomsten forsvandt vores nye hjælper, han skulle nok selv finde vej videre. At hjælpe var tilfredsstillende nok for ham. Abu Ali blev hængende lidt til pizza og Pepsi, og inden han kørte af sted hyrede vi ham til, at bringe os retur torsdag morgen.
Stoltheden her i Irak er tydelig og til at føle på. Stoltheden er mangesidet, men af mange opnås den gennem hjælpsomhed. At gøre godt for andre, viser hvem man er som person. Stolthed og hjælpsomhed. Normalt ikke to ord jeg ville forbinde med hinanden, men Abu Ali, vores nye hjælper, Qasim og mange andre får sammenhængen til at give mening.